ANMELDELSE: “Black Widow” (2021)

Ventetiden har været lang. Ikke blot på grund af tre coronarelaterede forsinkelser og fordi Black Widow er første film i to år fra Marvel siden Spider-Man: Far From Home (2019), hvert år har typisk budt på to eller tre. Ventetiden har været lang, fordi karakteren Natasha Romanoff alias Black Widow har spillet en væsentlig rolle i Marvels fælles filmunivers, Marvel Cinematic Universe, hvor Black Widow er film nummer 24 og markerer den niende gang Scarlett Johansson spiller den sortklædte superspion. Natasha Romanoff trådte ind i filmuniverset med Iron Man 2 (2010) og nu får superheltinden, mens Thor, Iron Man og Captain America har fået tre, sin egen film. Black Widow optrådte første gang på tegneseriens sider i 1964 og er skabt af trekløveret Stan Lee, Don Rico og Don Heck.

Filmen er instrueret af Cate Shortland, der har lavet Somersault (2004), Lore (2012) og Berlin Syndrome (2017), tre anmelderroste indiefilm. Manuskriptet er skrevet af Eric Pearson. Han førte pennen på Thor: Ragnarok (2017) sammen med Craig Kyle og Christopher Yost og har i fællesskab med Max Borenstein skrevet manuskriptet til Godzilla vs. Kong (2021). Pearson har desuden på sit cv fire ukrediterede gennemskrivninger for Marvel: Ant-Man (2015), Spider-Man: Homecoming (2017), Avengers: Infinity War (2018) og endelig Avengers: Endgame (2019). Musikken er komponeret af Lorne Balfe, hvis kompositioner tæller Megamind (2010), Terminator Genisys (2015), The Crown (2017- ) og His Dark Materials (2019- ). Balfe har desuden sammen med Jeppe Kaas stået for musikken til Sommeren ’92 (2015), filmatiseringen af den danske EM-triumf. Gabriel Beristain er filmfotografen og han har før betrådt superheltegenren via Blade II (2002), Blade: Trinity (2004) og første sæson af Agent Carter (2015-2016).

Black Widow, i hvert fald filmens nutid, foregår i efterdønningerne fra Captain America: Civil War (2016). Natasha Romanoff er på flugt og bliver konfronteret med sin problematiske fortid, der af flere omgange er nævnt i Marvels filmunivers. Udover Johansson i titelrollen, består persongalleriet af Yelena Belova (Florence Pugh), Alexei Shostakov (David Harbour), Melina Vostokoff (Rachel Weisz), skurken Dreykov (Ray Winstone) og dennes mystiske håndlanger, Taskmaster.

Baggrundsmaterialet for den russiske afhopper eksisterer til en medrivende spionthriller, krydret med superkræfter og forudgående hændelser i Marvels filmunivers, og hvis ikke andet, så beviser Black Widow, at Johanssons superheltinde kan bære sin egen film. Desværre fremstår filmen mere som spildt potentiale end som den selvstændige film, karakteren fortjener efter 11 år.

Handlingsrummet, eller mangel herpå, for Black Widow er en prequel eller forhistorie, er filmens største svaghed. Prequels er ofte en spændetrøje for historien, hæmmet af fremtidige begivenheder og som følge heraf, begrænser karakterens handlinger og udviklingsmuligheder. Vi ved, de som har fulgt hende siden 2010 og frem til 2019, at Natasha Romanoff klarer skærene anno 2016. Den slags viden dræner film for nerve, specielt i scener, hvor heltinder og helte er i nød. Faren bliver falsk og kan i værste fald rive publikum ud af filmen. Hertil kommer den hæmsko at skulle passe Black Widow ind i et filmunivers med 23 foregående film og i mindre grad, fire tv-serier. Når talen falder på genren prequels, er det påfaldende, at de fire, moderne superheltinder, som har fået deres egen selvstændige film, alle er sat i fortiden: Wonder Woman (2017) skildrer amazonen i 1918, Captain Marvel (2019) lander i 1995, titlen for Wonder Woman 1984 (2020) giver sig selv og nu Black Widow. Den første Wonder Woman håndterede den fortællermæssige udfordring på glimrende vis, mens Captain Marvel og Wonder Woman 1984, ikke alene af årsagen at være en prequel, men det aspekt bidrog i høj grad, er filmiske bagateller i en genre med myriader af fortællinger.

Første akt i Black Widow slæber sig af sted, inden plottet tager form, hvilket blandt andet involverer at starte en halvhjertet debat om menneskets frie vilje, men munder ud i en generisk kamp om at finde en særlig genstand og besejre skurken. Den skabelon er set før en del gange fra Marvel, og som actionfilm byder filmen på ordinære actionsekvenser i et ekstraordinært filmunivers, intet skiller sig rigtigt ud i løbet af de 134 minutter.

Scarlett Johansson er en dygtig skuespillerinde, se bare Marriage Story (2019), men hun er reduceret til en bikarakter i sin egen film. Natasha Romanoff reagerer på andres handlinger, mens fokus mere hviler på at gøde jorden for fremtidige projekter fra Marvel end at fortælle hendes historie. På den vis føjer Black Widow intet væsentligt til karakteren, vi har kendt siden 2010. Siden den gang har hun udviklet sig, særligt på grund af sit venskab med Steve Rogers/Captain America, hvis noble medmenneskelighed står i kontrast til hendes veludviklede og kyniske overlevelsesinstinkt som enspænder, noget Captain America: The Winter Solider (2014) blandt andet opbygger. De bedste elementer fra Black Widow er da også et ekko af den film. Over for Scarlett Johansson er Florence Pugh filmens højdepunkt sammen med David Harbour, hvis tilstedeværelse emmer af medmenneskelighed og komisk timing. Dynamikken mellem de to og Johansson føles autentisk: Pughs Yelena er kynikeren, Harbours Alexei er den heroiske drømmer og i midten balancerer Natasha. Rachel Weisz har en mere funktionel end en mindeværdig rolle som Melina Vostokoff. Black Widow lider også under en underudviklet skurk eller rettere to underudviklede skurke. Konceptet om at kunne efterligne sin modstanderens kampteknik er ellers et interessant aspekt for Taskmaster, ligeså er dragten, men manuskriptet kradser blot i overfladen med uspektakulære kampscener og forløsningen af en værdig modstander udebliver. Snoren til Taskmaster holder Dreykov (Ray Winstone). Han er kandidat til at være en af de mest forglemmelige skurke i Marvels filmunivers, hvilket fortæller noget om den bedrift og et plotelement vedrørende hans rolle, en af de mest fjollede.

Black Widow er et kompetent stykke håndværk fra talentfulde mennesker –instruktør, skuespillere, filmfotograf, komponist og stuntfolk – til 200 millioner dollars, men filmen kommer for sent i et tætvævet univers hos Marvel og manuskriptet fokuserer for ofte på horisonten uden at føje dybere lag til den etablerede titelrolle eller ekstra dimensioner til tidligere begivenheder, noget en prequel ellers kan bidrage med. Superspionens egen film var en oplagt mulighed for at kaste nyt lys på Natasha Romanoff og give hendes plads blandt de originale avengers ekstra dimensioner, men slutproduktet, omend flot og tilpas underholdende, formår ikke at retfærdiggøre sin eksistens.