ANMELDELSE: “Doctor Strange in the Multiverse of Madness” (2022)

Doctor Strange in the Multiverse of Madness er den 28. film i Marvels fælles filmunivers, the Marvel Cinematic Universe og har på ny Benedict Cumberbatch i titelrollen som magikeren Stephen Strange, hvis første film havde premiere i 2016.

Filmen markerer også, at Sam Raimi vender tilbage hos Marvel. Instruktøren bag den originale trilogi om Spider-Man med Tobey Maguire (2002-2007) er i høj grad en filmskaber, der har stået fadder til den nuværende gyldne tidsalder for superhelten på film. Eksempelvis var hans Spider-Man (2002) den første superheltefilm, som blev anmeldt af det brede anmelderkorps. Femten år er gået siden Spider-Man 3 (2007), den sidste og skuffende film i en ellers vellykket trilogi. Filmselskabet Sony Pictures blandede sig i instruktørens vision ved at insistere på for mange skurke, hvilket resulterede i en fortravlet og utilfredsstillende film. Raimi har, ligesom James Gunn, rødder i horrorgenren, blandt andet Evil Dead-trilogien (1981-1992), hvori Bruce Campbell spillede den bærende rolle som Ash Williams. Campbell har sidenhen haft adskillige mindre roller i Raimis film, måske mest kendt er hans optrædener som tre forskellige karakterer i hver af de føromtalte Spider-Man-film. Aspekter fra horrorgenren integrerede Raimi med bravur i Spider-Man 2 (2004), tydeligst i scenen med Doctor Octopus (Alfred Molina) på hospitalet.

Michael Waldron har skrevet manuskriptet til filmen, skaberen af serien Loki (2021) med Tom Hiddleston som den mytologiske trickster. Den serie åbnede selv op for Marvels multivers.

Danny Elfman, en institution inden for filmmusik, er komponisten bag scoren til Doctor Strange in the Multiverse of Madness. Elfman har talrige superheltefilm i sit bagkatalog, både fra Marvel, DC Comics og Dark Horse Comics: Batman (1989) og Batman Returns (1992) af Tim Burton, Darkman (1990) – Elfmans første samarbejde med Sam Raimi ud af de hidtil fem –  Spider-Man og Spider-Man 2, Hulk (2003) af Ang Lee, Guillermo del Toros Hellboy II: The Golden Army (2008), Avengers: Age of Ultron (2015), der er instrueret af Joss Whedon samt biografversionen af Justice League (2017).  Som hofkomponist for Burton på 16 af instruktørens film, er Elfman komponisten for det gotiske, heroiske og uhyggelige, og i Doctor Strange in the Multiverse of Madness tager han alle elementerne i brug.

John Mathieson, filmfotografen på nærværende film, arbejder hyppigt sammen med Ridley Scott, heri blandt Gladiator (2000). Mathieson har inden for superheltegenren tidligere arbejdet på X-Men: First Class (2011) af Matthew Vaughn og Logan (2017) med James Mangold i instruktørstolen.

The Marvel Cinematic Universe omfatter nu i højere grad også serier som WandaVision, Captain America and the Winter Soldier, Loki, What If…?, Hawkeye (alle startende i 2021) og Moon Knight (2022). Heraf har WandaVision, Loki, What If…? og Spider-Man: No Way Home (2021) plottråde knyttet til multiverset, hvorfor du med fordel kan se førstnævnte for bedre at binde an til det centrale plot i Doctor Strange in the Multiverse of Madness og i mindre gad sidstnævnte film om Netsvingeren. Hele animationsserien What If…? fokuserer på alternative tidslinjer for jordens største helte.

Idéen om et multivers stammer fra antikken, her foreslog den græske filosof Chrysippos (ca. 279 f.Kr. – ca. 206 f.Kr.) en tanke om, at verden udløber og regenerer i al evighed og dermed vil der kunne eksistere parallelle verdner på tværs af tid. Multiverset, selve ordet, blev i 1895 formuleret af den amerikanske filosof William James (1842 –1910) om forskellige moralske positioner og er siden hen blevet brugt i anden kontekst som et synonym for eksistensen af flere universer end vores eget.

Doctor Strange in the Multiverse of Madness begynder midt i forsøget fra en version af Dr. Strange (Cumberbatch) på at nedkæmpe et interdimensionelt monster for at redde America Chavez (Xochitl Gomez). Den aktion sætter skub i en række begivenheder, da America besidder særlige kræfter ulig andre i det ganske multivers. Udfoldelsen af multiversets galskab involverer tillige den anden væsentlige udøver af magi hos Marvel, Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen), nu kendt som Scarlet Witch. Persongalleriet består desuden af Wong (Benedict Wong), Christine Palmer (Rachel McAdams) og Karl Mordo (Chiwetel Ejiofor).

Kombinationen af magi og et multivers åbner op for uanede muligheder for Sam Raimi og Michael Waldron, noget instruktør og manuskriptforfatter griber med blandet succes i løbet af filmens 126 minutter. På den ene side, løsner multiverset de til tider snærende bånd til resten af filmuniverset, mens bagsiden er at de manglende, langsigtede konsekvenser kan fjerne nerven i Doctor Strange in the Multiverse of Madness. Alt kan ske i et konsevensfrit vakuum tilsat magi. Den balance er svær for Raimi og Waldron at fastholde i filmen. Der er sekvenser, dygtigt filmet af Mathieson, som rangerer blandt noget af det mest interessante i Marvels filmunivers, hvor Raimi får lov til at bryde med Marvel gennemgående æstetik og gøre filmen til sin egen. Et eksempel er sekvensen, hvor musik har en diegetisk rolle i en duel på magi. Her væver Elfman store værker fra musikhistorien ind i sin score, heriblandt Skæbnesymfonien af Ludwig Van Beethoven, Toccata og Fuga d-mol BWV 565 af Johann Sebastian Bach og Barberen i Sevilla af Gioachino Rossini. Visuelt er filmen utrolig flot, noget vi efterhånden tager for givet i Marvel-film. Det estimerede budget, 200 millioner dollar, er at se på skærmen.  

Det fælles filmunivers, nu oppe på 28 film og 6 serier, tynger fortællingen og særlig én karakterudvikling går direkte imod den hidtil etablerede skildring af den karakter. Heri ligger udfordringen med forskellige kreative hold, instruktører og manuskriptforfattere på tværs af filmhistoriens største sammenhængende narrativ. Karaktererne hos Marvel kan og bør udvikle sig, men de kan savne en intern konsistens, en loyalitet mod den enkelte karakters grundessens. COVID19 gjorde, at Marvel var nødt til at omstrukturere rækkefølgen af deres film, derfor kommer Doctor Strange in the Multiverse of Madness nu efter Spider-Man: No Way Home. Den omvendte rækkefølge var ellers først planlagt og konsekvensen heraf, en omskrivning af manuskriptet, gør introduktionen af America Chavez (Gomez), den eneste nye karakter i filmen, forhastet. En anden svaghed ved historien er introduktionen af en genstand, der iscenesættes som at være essentiel, men som i sidste ende viser sig at være ligegyldig for udfaldet.

Doctor Strange in the Multiverse of Madness er allermest fortryllende, når Sam Raimi, Benedict Cumberbatch og Elizabeth Olsen nyder friheden til at udforske alternative versioner af de velkendte superhelte. Historiemæssigt virker Cumberbatch dog mere som en passager i sin egen film, mens Olsen leverer endnu en stærk præstation på linje med den fra WandaVision. Ligeledes gør Xochitl Gomez en god figur i selskab med de mere profilerede skuespillere. Raimi har da også fundet plads til sin forhenværende bofælle, Bruce Campbell i en rolle med reference til deres fælles fortid med Evil Dead-filmene.

De uendelige muligheder for Doctor Strange in the Multiverse of Madness håndterer Sam Raimi kompetent i Marvels digre filmunivers og filmen er momentvis fænomenal med Raimis veludviklede sans for uhygge og humor. Galskaben kunne han godt have skruet mere op for. Strukturelt er multiverset et tveægget sværd, der nok frisætter filmen til en vis grænse fra resten af filmuniverset, men samtidig kan det skrælle nerven bort og snitte filmen op i for mange dele til at føles sammenhængende. Udvalgte dele er medrivende fortællekunst, men det samlede billede er ujævnt fremmanet som en trædesten mellem vigtigere fortællinger fra Marvel.