ANMELDELSE: “Dumb and Dumber To” (2014)

I 1818 udkom Mary Shellys roman Frankenstein. Udover at det var særligt, at en kvinde skrev på det tidspunkt i historien, så var genren, den gotiske roman, tilsvarende atypisk for en kvinde. Plottet omhandler en gal eller genial videnskabsmand, Victor Frankenstein, som samler og vækker et ellers dødt væsen. Det viser sig at alt andet end smart! Vi springer knapt 200 år frem i tiden, og mennesket har til stadighed ikke lært af historien.

Vakt til live efter lang tids dvale (efter at have været død en rum tid) er Indiana Jones, Rambo og snart også Alex Foyley fra Beverly Hills Cop-serien. Nu er tiden også kommet til et makkerpar i komediegenren: Således genopstår Harry Christmas (Jim Carrey) og Lloyd Dunne (Jeff Daniels) tyve år efter deres eventyr i filmen Dumb and Dumber fra 1994. Filmen har, inden for sin genre, siden opnået en form for kultstatus. I lighed med første film, er fortsættelsen instrueret af Peter og Bobby Farrelly. Brødrene instruerede ligeledes Carrey i Me, Myself & Irene.

Faktisk forsøgte man allerede året efter, i 1995, at genoplive Harry og Lloyd uden Carrey og Daniels: først med en animationsserie, Dumb and Dumber: The Animated Series, der fik 13 afsnit før den blev stoppet. Herefter mødte Harry og Lloyd hinanden i et moderne fænomen: Prequelfilmen. Dumb and Dumberer: When Harry Met Lloyd (2003) omhandler de to mentalt udfordrede mænds første møde med hinanden i high scool. Filmen fik gevaldige tæv af anmelderne, og siden da har Harry og Lloyd nydt deres otium. Indtil nu.

Tyve år efter Harry og Lloyd drog på eventyr for at aflevere en kuffert til den smukke Mary Swanson, har Harry været hensat i en katatonisk tilstand, og Lloyd har trofast besøgt sin ven på et hjem. Som tingene udvikler sig, skal de to venner igen ud på eventyr. For at aflevere en pakke til en smuk kvinde. Hvis det lyder bekendt, så er der fordi, Dumb and Dumber To genbruger alt for meget af plottet og ikke mindst vittighederne fra første film. Det er uhyre sjældent, at vittigheder er sjove anden gang – og den regel er nærværende film ikke en undtagelse fra.

Det er altså samme forløb, Harry og Lloyd går igennem! Men i første film havde løjerne, og ikke mindst hovedpersonerne, et uskyldigt, barnligt skær over sig. De granvoksne versioner af Harry (52 år) og Lloyd (59 år) har ikke samme tilforladelige adfærd og umiddelbare respons på omverdenen. Her fremstår de i stedet som deciderede usympatiske og til tider ondskabsfulde. Humoren, muligvis resultatet af en vis stigning i fokus på kropsfunktioner inden for nyere, amerikanske komedier, foregår overvejende under bæltestedet med prutter, tis og andet i det område, der har med kroppen at gøre. Det er korrekt, at den menneskelige krop har disse funktioner, men at Harry og Lloyd er fanget på det stadie er både pinligt og usjovt.

Vi har ikke med et dybdepsykologisk studie af mennesket at gøre. Det er en komedie. Men alligevel fremstår karakterne i uhørt grad som værende helt og aldeles stagneret, mens resten af verdenen er kommet videre. En gentagelse af begivenhederne i Dumb and Dumber fra 1994, nu med ældre hovedpersoner, er ikke nok til at fremtvinge et grin eller anden aktivitet, som kunne tolkes som latter. Specielt er det sørgeligt at være vidne til den præstation Jim Carrey lægger for dagen, for mens han tidligere har været garant for komisk timing, er Carrey en desperat skygge af sig selv. Hans karakter i filmen siger det meget rammende selv: So this is what rockbottom feels like.

Tilbage står to karakterer, der hverken er sjove eller relevante; sandsynligvis fordi deres enfoldige personligheder ikke er ældet med ynde. I stedet får man en grum fornemmelse af Harry og Lloyd burde have været efterladt i 1994 og ikke vakt til live af et par gale instruktører. Læs i stedet den førnævnte roman eller gense første film.