Hr. og fru Dursley fra Ligustervænget nummer fire var ganske stolte over, at de var helt og aldeles normale.
Det er de færreste, der i dag ikke kender Harry Potter. Han er for længst blevet et kulturelt og litterært fænomen, der elegant tager springet fra én generation til den næste. Bøgerne, der læses og genlæses, har fundet sig til rette blandt eventyr- og fantasyklassikerne i rolen. Og det med rette.
Det er 23 år siden, at J.K. Rowling debuterede med bogen om den lille, underkuede troldmandsdreng Harry Potter, der efterfølgende gennem syv bøger og otte film udviklede sig til at blive en stor troldmand. Det stod dog ikke skrevet i tarotkortene, at Rowling ville få succes med “Harry Potter og De Vises Sten”, der var blevet afvist af det ene forlag efter det andet, førend Bloomsbury antog manuskriptet til udgivelse.
“Harry Potter og De Vises Sten” havde en hård fødsel, og redaktørerne på alle de afvisende forlag må fortsat dagen i dag flå totter ud af hovedet på sig selv over at have sagt “nej, dur ikke … for dur, ja det gør “Harry Potter” i den grad.
Harry møder vi første gang som spæd, da han afleveres af Dumbledore, McGonagal og Hagrid foran familien Dursleys hoveddør. Her henlever den berømte dreng de første 11 år af sit liv under kummerlige forhold, inden han optages på Hogwarts, der uddanner troldmænd og hekse. Det er her, at en lang og begivenhedsrig dannelsesrejse tager sin begyndelse for drengen med arret i panden.
Det er fjerde gang, at jeg giver mig i kast med Potter-universet, der har fulgt mig lige siden 1997, hvor jeg var blandt de første læsere, der stiftede bekendtskab med den endnu ukendte troldmandslærling. Denne gang læser jeg (for første gang) bøgerne på dansk. Eller – rettere sagt – jeg højtlæser bøgerne! For hvad jeg ikke havde i 1997, det har jeg i dag: En datter på otte år, der med åben mund og Dumboører ikke kan få højtlæsning nok. Og det er jo fantastisk!
Serien udvikler sig naturligvis kontinuerligt, efterhånden som universet udvider sig og Harry Potter bliver ældre. Sproget bliver også mere avanceret, og allerede i bind to kan man mærke, at der er sket en ændring i tone og stil. Selvom Hanne Lützens oversættelse i mange henseender er sprogligt simplificeret (og visse steder skåret lige groft nok ind til benet) så rammer den tonen.
Der findes bøger og film, man kun læser én gang. Nogle læser man end ikke færdigt. Men bøgerne om Harry Potter og Co. kan man genlæse uden tab af glæde, og dette første møde med Potter-universet på dansk er en glædelig tilbagevenden til et af de mest formidable fantasyuniverser, der er skabt i nyere tid. Og da jeg er så heldig at have to piger, ja så ved jeg også med sikkerhed, at jeg kommer til at møde Harry igen.
