ANMELDELSE: “Så kort og mærkeligt livet er” (2008)

Så kort og mærkeligt livet er (2008) er en kort og mærkelig film. Danmarks dokumentarist nummer ét – Anders Østergaard – er instruktøren, men filmen er krediteret til Dan Turèll. Han levede et kort liv, nogle mente, han levede et mærkeligt liv. I dag er han folkeeje, engang var han urbanpoeten, der gik med outrerede outfits og malede neglene sorte. Men han malede livet levende. Efter eget udsagn er han ikke fabulerende, han er snakkende. Han kan gengive dét, han ser. Han kan fremkalde en latent erindring hos læseren, der kickstarter en kædereaktion. Temaer og oplevelser er universelle. Vangede er verden, og verden er Vangede. Bolden ruller, og snakken går. Anders Østergaard har indfanget Turèlls digtersjæl og poetiske virke i denne korte og mærkelige, men smukke og vellykkede film.

“Det er ikke let at være nogen”, siger manden med hatten. Alle har en fælles forståelse, en fælles bevidsthed. Filmen viser derfor billeder fra hele verden, fra almengyldige situationer, alt imens Dan Turèlls velkendte og nærmest motordrevne stemme skaber et lydspor, der er smukkere end mange gængse soundtracks. Der er ikke kun en strøm af enetale. Dan Turèll snakker med sin mor Inge Turèll, med sin kone Chili, og han snakker med seeren. Scenerne mellem mor og søn er smukt udformede. Moren sidder og læser i regnvejr. Hun kan høre sønnens stemme mellem de læste linjer, og hun stopper. Det gør regnen også, og terrasse døren åbnes, så solen kan oplyse stuen, så varmen kan brede sig. På et blafrende rødt gardin strejfer antydningen af en silhuet forbi. Det er manden med hatten.

Samtalen mellem mor og søn rammer lige i hjertekulen. Turèlls tilstedeværelse antydes, kun hans stemme er `synlig´ for seeren. Det er underspillet, det er enkelt, og det virker. I scenerne med Chili Turèll – der har et ærligt og nøgent udtryk – kommer der kød og blod på skærmen. Lars Bom er forklædt til genkendelighed som digteren. Stemmen er stadig den ægte vare. Der tilstøder en form for håndgribelighed med Lars Bom. Den er en nødvendighed, fordi der er tale om et visuelt medie – filmen har brug for identifikations momenter, der gør, at vi som seer kan følge historien til dørs. Fysisk kontakt fremmer forståelsen. Men det er stemmen, der bærer historien og filmen fremad.

Og historien ruller videre. Visuelt er det understreget med en rullende bold, der fører os på en rejse gennem verdensdele, gennem mennesketyper, gennem universaltanken, der ligger til grund for Dan Turèlls fiktion, til grund for hans syn på livet. Liv og død er begyndelsen og slutningen på rejsen. Det er det også i filmen. Scenerne med moren er et omdrejningspunkt gennem hele filmen, og da regnen begynder igen, og døren lukkes, så sluser filmen os lige så stille ud af universet med billeder fra forfatterens begravelse i 1993. For der er selvfølgelig tale om et fiktionsunivers. Selvom dokumentarismen er gennemgående, er filmen klippet sammen med effekten for øje, den er et produkt, ikke en virkelighed.

Filmen er Anders Østergaards egen kunstneriske udfoldelse i en andens optik. Der er en vis melankoli over filmen. Når man ser dokumentariske optagelser, blandes de ind i filmens fiktion, ofte ved at Lars Bom observerer situationerne. Således er Dan Turèll til stede ved sin egen begravelse. Hans ånd svæver over vandene, og hans genkendelige person går rundt i gaderne endnu. Personen Dan Turèll lærer vi dog ikke meget om. Det handler om hans overordnede poetik. Om almengyldige oplevelser, om at være sig selv, om de roller vi bærer, om at snakke. Betragt derfor Anders Østergaards film som en seværdig kunstnerisk udfoldelse, og se i stedet den over tre timer lange dvd med ekstramateriale. Der er interviews med Dan Turèll fra 70erne og frem til hans død. Her kommer vi lidt mere bagom facade og udseende. Her fortæller Onkel Danny helt selv. Det er lige så magisk.

Engang i 80erne så jeg Dan Turèll på gaden i København. Mine forældre udpegede ham og fortalte, at han var en kunstnertype, der gik med neglelak. Jeg så det selv. Han var klædt i sort. Vi kørte i bil, så manden med hatten forsvandt hurtigt. Jeg kan af en eller anden grund stadig huske det. Det var et kort og mærkeligt møde.