ANMELDELSE: “Sex and the City” (2008)

Fire fantastiske singlepiger er blevet til fire fantastiske kvinder i fyrrene. De har hver deres manfriend, deres kærlighed. Man kunne fristes til at omdøbe filmen til love and the city. Byen er dog stadig den samme, seriens (og nu filmens) femte hovedperson. Alligevel ikke helt. Samantha har fulgt sin kærlighed til Los Angeles og sat sig selv på standby til ære for hans karriere. New York huser stadig Carrie, Miranda og Charlotte, men også de må sande, at kærlighed er lige så svær som singleliv. For hvad gør man, når jagten er forbi, og man har fundet den eneste ene?

Filmens handling begynder tre år efter, serien slutter. Modningsprocessen var allerede godt i gang i seriens sidste sæsoner, hvor dating og one night stands gradvist afløstes af faste forbindelser. Tre år senere er skridtet taget fuldt ud. Det klæder universet godt. Og det er IKKE kedeligt. Selvom kærlighed er fokuspunktet, er der stadig plads til saftige og pirrende scener og ikke mindst skæve erotiske påfund. Selvfølgelig leveret af Samantha. Komikken og selvironien er til stede som altid, ligeså er spidsfindigheden og alvoren. Universet er det samme som på tv skærmen, på det store lærred er alt bare blevet større og bedre!

Åbningsscenen er mums. Musik, billeder og klipning er en lækkerbisken. Der er undervejs en intro til hver figur og deres historie, hvis man nu skulle have levet i isolation de sidste ti år. Kameraet finder Carrie på avenuen i et outfit, der får fans til at huske på tidligere tider. Men hvad er nu det? Hvor er de berømte Manolo Blahniks? De er skiftet ud med et par rå støvletter fra Dior. Tiden går og tiderne skifter. Dog kommer et par diamantbesatte Blahniks til sidst til at spille den helt store rolle i kærlighedshistorien mellem Carrie og Big. Undskyld, John James Preston, som abso-fucking-lutely stadigvæk kan bære rollen som førsteelsker. Big er heldigvis ovre sine forholds fobier. Han elsker Carrie fuldt og helt. Men samfundets (og Carries egne) forventninger og konventioner kommer på tværs af deres forhold og skaber filmens mest dramatiske scener og hjerteskærende konsekvenser. Miranda og Steve gennemlever også en hård tid på grund af en overraskende handling fra Steves side, mens Charlotte og Harry er så lykkelige, at det halve kan være nok. Men balancen mellem de to poler opretholdes, og det bliver aldrig utroværdigt.

Troværdigheden halter derimod, når det kommer til filmens look og figurernes påklædning. Men det er det fantastiske ved Sex and the City. Har man sagt Dior og Blahnik må man også sige Vera Wang, Christian Lacroix, Oscar de la Renta og Vivienne Westwood. Det er, som i serien, den visionære Patricia Field, der har stået for den overdådige garderobe og figurernes look. Det er en fryd for øjet plus bittersøde gensyn med tidligere outfits for det trænede øje og den hengivne fan. Fans får uden tvivl, hvad de kommer efter. Filmen lever op til den høje standard, som serien opretholdte gennem alle sine sæsoner. Skuespillet er klasse. Man mærker, at forholdene er ægte, at modspillet og medspillet sidder på rygraden. En undtagelse skulle lige være Jennifer Hudson, der som Carries nye assistent `Louise fra St. Louis´ til tider godt kan have tendens til `overacting´ samt `overblacking´ af sin rolle. Men hun giver os dog en dosis af virkelighedens verden i form af hendes `rent-a-bags´. Ikke alle har råd til Vuitton. Men man har heller ikke råd til at lade være med at glemme alt om fornuft og realisme og fordybe sig i filmens visuelle og stilede overflødighedshorn af mode og mærker.

Det er Louise, der giver Carrie løseordet til kærlighedens store gåde. Gåden løses ved at stoppe med at se sit forhold gennem omverdenens øjne og begynde at skabe sine egne regler. Et godt og ægte budskab, som følges op af budskabet om venskab. Venskab på godt – som når brudekjolen skal vælges, barnet fødes eller et forhold genoptages, og på ondt, som når hjerter knuses eller usagte ting kommer op til overfladen og slår gnister, som det gør en valentinsdag for Carrie og Miranda. En af filmens bedste scener.

Sammen med et spændende kommentatorspor og en god ping-pong samtale mellem Michael Patrick King og Sarah Jessica Parker er der et par ekstra scener inkluderet på denne extended version. Det er små finurlige og sjove scener, som bringer humøret op i en ellers sort tid for Carrie og hendes veninder. Filmen er dog overvejende en romantisk komedie rent genremæssigt. Men den er realistisk og den underspiller flot både romantik og drama. Ligesom serien. Det kan kun være en cadeau til HBO, at man ikke mærker den store forvandling fra tv til film, hverken i plot, shot eller skuespil.

I en tid, hvor kærlighed forvirres med sex, hvor romantik forvirres med gaver og pengebeløb, og hvor kærlighed til sig selv betyder mindre end samfundets forventninger til ægteskab og samliv, så er det befriende at følge fire kvinder, der tager egne beslutninger og går imod strømmen. Sex and the city er i den grad tilbage. Denne gang i kærlighedens navn.