ANMELDELSE: “Shine a Light” (2008)

I 2006 på Beacon Theater i New York kolliderede stjerner fra filmens og musikkens verden i en kæmpemæssig eksplosion af en koncert. The Rolling Stones leverede lydsiden, mens Martin Scorseses kameravinkler og lysshow stod for de visuelle effekter. Resultatet er supernovaen Shine a light (2008).

Musik er næsten uadskilleligt fra film. Den udvider vores forståelse, fremkalder vores sympati og vækker glæde eller sorg. Men filmens verden blander sig som regel ikke i musikkens. Martin Scorseses dokumentar/koncertfilm om verdens bedste rock n’ roll band tager dog netop udgangspunkt i en sådan situation. Filmen begynder med spændende krydsklip, der minder om Scorseses hoppende øjenbryn og hurtige taletempo, om hans egen stakåndede og begejstrede kunstneriske personlighed, om hans iver. Det er Scorsese, og det er klasse.

Scorsese og The Rolling Stones befinder sig på hver deres side af Atlanten. Koncertens forløb aftales over telefonmøder. Der er usikkerhed om bandets set, om deres ønsker. Kan Scorseses velplanlagte kamerabevægelser og minutiøse sans for detaljer presses ned over et band, der altid overrasker og lader sig føre med af følelsen og impulsen? De første 10 minutter behandler denne usikkerhed, dette møde mellem to verdener. Bandet er kompromisløst – publikum skal have den bedste oplevelse. Ingen kameraer skal ødelægge udsyn eller koncertfornemmelse. Musikken er deres førsteprioritet.

Det har den været siden begyndelsen af 60erne, men stjernekonstellationen har varieret op gennem årene. Brian Jones var guitarist og grundlægger, men døde i 1969 og var allerede på vej ud af bandet. Mick Taylor erstattede Jones og blev indtil midten af 70erne, hvor Ronnie Wood kom til. Bill Wyman var basspiller fra 1962 og forlod først bandet i 1993. Trommeslageren Charlie Watts har været fast inventar siden 1963, men Mick Jagger og Keith Richards er egentlig de sidste tilbage fra den helt originale kerne. Filmen fokuserer dog ikke på bandets historie og fortid som sådan. Koncertoptagelserne er krydret med interviews af bandet op gennem tiden. Men fokus er på musikken, på spilleglæden og til dels på kontroversielle hændelser. Det er den nuværende konstellation af Mick Jagger, Keith Richards, Ronnie Wood og Charlie Watts, der interesserer Scorsese.

Scorsese får ro på de kunstneriske nerver, da han mødes med bandet i New York. Både filmmager og musikere synes tilfredse med koncertens præmisser. Magien kan begynde. Og det gør den med Jumpin’ Jack Flash efterfulgt af Shattered – en slags anarkistisk hymne til New Yorker livsstilen i 70erne. Meget passende. I starten lægger man overvejende meget mærke til kameraer og vinkler, men efter et par sange er man totalt opslugt af musikkens verden. Man glemmer helt, at det er en af vor tids største filmmagere, der skyder vinklerne. Det er positivt. Musikken får lov at stå alene.

På et tidspunkt udbryder Mick Jagger dog: “These lights are burning up my arse”. Der spores lidt irritation over de opstillede effekter, der skal give filmen det rette udtryk. Men ingen af bandets medlemmer lader sig mærke med det ellers. Ambitionen er at levere en mindeværdig koncert. På trods af lysene farer Jagger derfor rundt som en skoldet skid, han bevæger sig lige så energisk som altid. Det er fortryllende at se ham leve sig ind i musikken. Charlie Watts har som altid en fin finurlig distanceret holdning til musikken og til kameraerne, mens Ronnie Wood og Keith Richards spiller deres 60årige røve ud af bukserne i alt fra blues til country. Der er mest for den trænede Stones fan. Men musikken er førsteklasse. Det syder i salen og koger i Richards hoved, når sammenspillet er på det højeste. Man mærker hjertet give sig, når Wood spiller sjælen ud i Far away eyes. Man ser Jaggers dybe furer forsvinde og en ung, energisk musiker træde frem i Sympathy for the devil.

Koncerten er optaget næsten et halvt århundrede efter bandets begyndelse. Årene har sat sine tydelige spor på de fires ydre fremtoning. Men musikken har ingen ridser i lakken. Mick Jagger bliver som ung spurgt, om han kan se sig selv leve samme liv, når han er 60. Om der er plads til ham. Han svarer prompte ja. Man kan kun give ham ret.