ANMELDELSE: “The Lego Movie” (2014)

Findes der noget mere dansk end Lego? Det skulle måske lige være det danske kongehus. Med vor svenskfødte dronning, franske prinsegemal, ditto prinsesse, tasmanske kronprinsesse og en grevinde fra Hong Kong. Nuvel, nu handler det om en amerikansk produceret film om vort elskede legetøj fra Billund.

Denne ambitiøse filmatisering har makkerparret Phil Lord og Christopher Miller bag ved kameraet, og de har ligeledes ført pennen i manuskriptet. Lord og Miller har tidligere lavet og skrevet filmversionen af tv-serien, 21 Jump Street (2012) og den udmærkede animationsfilm Cloudy with a Chance of Meatballs fra 2009.

I begyndelsen af The Lego Movie står kampen mellem den gode troldmand Vitruvius (Morgan Freeman) og den infame Lord Business (Will Farrell). Det er som så ofte den onde, der vinder første runde, men troldmanden advarer Lord Business om en profeti. En udvalgt vil bringe hans tyranni til en ende. Herefter følger man den aldeles gennemsnitlige bygningsarbejder Emmet Brickowoski, hvis stemme tilhører Chris Pratt. Emmet er superoptimist og følger livets instrukser, som man nu typisk gør, når man bygger Lego. Han bor i storbyen Bricksburg, et tilsvarende optimistisk sted med indbyggere, der alle nyder godt af at kende deres plads i verden. Skæbnen vil dog have det således, at Emmett, dette ordinære stykke legetøj, udpeges som føromtalte profetis hovedperson, og Emmett får følgeskab af den loyale Wyldstyle (Elizabeth Banks) og ingen ringere end Batman (Will Arnett).

The Lego Movie byder på en regulær overflod af skuespillere, som f.eks. Liam Neeson, Channing Tatum, Jonah Hill, Cobie Smulders samt Anthony Daniels og Billy Dee Williams. Sidstnævnte er overvejende kendt fra den originale  Star Wars-trilogi. Antallet af skuespillere afspejler desværre også filmens helt store svaghed. Denne overflod af skuespillere, referencer og scenarier gør filmen til et ret uvedkommende bekendtskab. I denne henseende, er The Lego Movie uhyre amerikansk, og den går arketypisk går efter devisen more is more.

Ikke færre end 60 millioner dollars har filmen kostet at lave, men det er godt givet ud i forhold til animationen, hvor man glemmer, at det er CGI og ikke rigtige Legoklodser. Det ser flot ud, men også her forsvinder fortællingen i fis og ballade med klodserne. Man kan ikke sætte en finger på skuespillernes stemmearbejde, men dialogen prøver alt for hårdt på at være selvironisk og popkulturel, og derved mister man fornemmelse af at holde af karaktererne. Mest af alt venter man på, at filmen finder sin uundgåelige kulmination, så man igen kan trække vejret.

I løbet af filmen, er man slet ikke i tvivl om, at filmskaberne har forsøgt at sætte sig selv og publikum i forbindelse med deres indre barn. Desværre har dette barn en ADHD-diagnose og har just bundet en energidrink sammen med et halvt kilo slik. Dertil kommer, at vores indre barn har alt for meget at lege med på skærmen og historien drukner slet og ret i en jagt på at opretholde det opskruede tempo og referere til alverdens popkultur. I stedet for at skrue ned for balladen og op for karakterne, kapper ”The Lego Movie” over i fjolleri, kun for at slå filmens morale fast med syvtommersøm. Så skulle ADHD-barnet vist også være med på, at man skal bruge sin kreativitet frem for at følge instrukser. Hvis man ellers kan koncentrere sig længe nok.

Hvis filmen er rettet mod børn, noget som moralens udpensling kunne tyde på, er referencerne i høj grad spildt. Modsat, hvis Lord og Miller sigter mod et voksent publikum med den legesyge omgang med popkultur og konventioner, er moralen tilsvarende at tale ned til voksne mennesker. Alt i alt, sætter ”The Lego Movie” sig mellem to stole og besidder ikke de lag, der gør at både børn og voksne vil kunne finde historien vedkommende. Noget som f.eks. ”Shrek” (2002) og ”The Incredibles” (2004) formår.

”The Lego Movie” er en visuelt betagende animationsfilm, der glemmer at tage sin historie seriøst nok og giver publikum muligheden for at dvæle ved detaljerne bare en lille smule. I stedet ender man med at skifte mellem rodet fjolleri og banal moralisering.