ANMELDELSE: “Thor: Tales of Asgard” (2011)

Hvis man er i tvivl om tidens trend indenfor film, behøver man blot at kaste et blik på biografernes plakater. Alene i år har plakaterne være prydet af X-Men: First Class, Thor og den kommende Green Lantern. Superheltene er endnu ikke klar til at give slip på det greb, de har haft i det publikum, der i 1980’erne læste tegneserierne og som nu er blevet voksne.  Dog er den kropsnære spandex udskiftet med mere moderigtigt læder, men essensen lever i bedste velgående. Dette er også gældende for Thor: Tales of Asgard, der ligger sig i slipstrømmen af live action-udgaven af samme superhelt. Eller rettere, gud.

For mens den gennemsnitlige superhelt er blevet skabt af enten tragiske omstændigheder, et uheld i laboratoriet eller kommer fra en anden planet, så er Thor ganske enkelt en gud. Han har rødder i den nordiske mytologi, hvor Marvel har taget sig et par friheder, men overordnet set, så indeholder tegneserieudgaven de samme grundelementer, som man lærer i skolen: Hans far hedder stadig Odin, der har hjemme i Asgård, hvor Loke optræder som Thors bror, naturligvis med et tvist. Thor fik i øvrigt sin debut som superhelt tilbage i 1966, men er først nu blevet filmatiseret.  

I denne animationsfilm følger vi en yngre version af Thor, der endnu ikke svinger sin karakteristiske hammer, Mjølner. Thor er en dygtig kriger med et ego, der matcher, men først og fremmest er han sin fars søn, prinsen af Asgård. Med denne status følger naturligvis en del privilegier, men også bivirkninger, der ikke er velansete i et krigersamfund som Asgård. Thor er overbevist om sin egen overlegenhed ud i krigskunsten, men hvem anden end en kvinde, Sif, beviser det modsatte. Med intet mindre end et skaft til en høtyv.

Desillusioneret over at have fået blotlagt sine mangler som kriger og omverdenens skuespil, ønsker Thor at bevise sine evner overfor sin far, kvinden og ikke mindst sig selv. Her spiller tre pralhalse en central rolle, da de endnu engang skal på togt. Her sniger Thor sig sammen med Loke, der er en kyndig udøver af magi. Denne dannelsesrejse er ikke uden problemer, hvilket sætter gang i fortællingen om den uprøvede prins.  

Instruktøren bag Thor: Tales of Asgard, Sam Liu, er en rutineret animationsrotte, hvor denne film er hans syvende af slagsen. Liu har både haft fingrene i Marvel og DC Comics, og han styrer løjerne ganske fint. Stregen er den velkendte lidt grove af slagsen, og det giver universet en fin dynamik. Historien byder da også på en del velkendte navne, hvorfor kendskab til den nordiske mytologi er en fordel.

Alternativt kan nysgerrigheden blive pirret. Der er i filmen et par referencer til Kenneth Branaghs biografudgave af Thor, hvilket gør Tales of Asgard til en fin baggrundshistorie, men samtidig fortælles der her en lignende historie. Dette gør, at man ikke helt ved, hvordan filmene skal placeres i forhold til hinanden. Men som det hører sig til i Marvels univers, er der vide rammer for diskrepans mellem fortællingerne. Alt i alt er Thor: Tales of Asgard en ganske habil film om en mere ukendt superhelt, modsat Spider-Man eller X-Men, hvilket er forfriskende. Særligt i en nordisk sammenhæng.