ANMELDELSE: “Thor: The Dark World” (2013)

Erfaring og viden i smuk harmoni forpligter. Derfor vil jeg dele en tidligere fremført teori her. Det er ikke fordi teorien er særlig akademisk eller på anden vis videnskabeligt underbygget. Og der er teoretiske huller, som ikke kan lappes. Faktisk er teorien helt og aldeles rudimentær i sin udformning, særligt på grund af tidens strømninger. Så om få år vil teorien måske være skudt helt og aldeles i sænk, og hvis jeg er rigtig heldig, kan den blive fremhævet som et elendigt forsøg på at kloge sig midt i en strømning.

Teorien går, i alt sin enkelthed, ud på, at når det drejer sig om superhelten på film som genre, så er film nummer to i en given serie altid bedre end den første. Og hvorfor er den teori så interessant? Jo, som det ofte er, så starter man med en spændende og original idé, der overføres til en film, og så har man en fantastisk film. Og endnu oftere er der nogle pengemænd, der øjner mere profit og sætter en eller flere efterfølgere i gang, f.eks. Highlander II: The Quickening (1991).

Eller også har filmmagerne simpelthen udtømt deres kreative ressourcer allerede i første film. The Matrix-trilogien er et skoleeksempel på kvalitetsforskellen mellem den første og de efterfølgende film.  Nå ja, så er der også lige Terminator-filmene, hvor nummer to i vid udstrækning bliver anerkendt som en bedre film end den første. Som sagt, så er der masser af huller, men nu omhandler teorien også kun superhelten på film, dog med alle andre film som referenceramme ud i første og efterfølgende films kvalitet. Springet fra X-Men (2000) til X-Men  2 (2003) er til gengæld skoleeksemplet på den fremførte teori. Undtagelsen fra den teoretiske regel hedder Iron Man fra 2008. Her er den første films friskhed endnu ikke blevet overgået i en ellers fornem trilogi.

Denne deduktive tilgang til nærværende genre bliver da også bekræftet på fornemmeste vis af Thor: The Dark World. Første film med den nordiske gud (2011) var vellykket på en lang række punkter og udgjorde som helhed en underholdende omgang superhelteaction. Blandt andet skal den karismatiske Chris Hemsworth i hovedrollen, den fantastiske Anthony Hopkins som den frygtindgydende alfader Odin og, til ikke så få menneskers overraskelse, Natalie Portman som vor superhelts kærlighedsinteresse, Jane Foster, fremdrages. I denne sammenhæng skal Tom Hiddleston alias Loke også fremhæves: Med ét blev Hiddleston kendt via Thor, og det er ganske fortjent. For med køligt vid og sans for bedrag, gav skuespilleren liv til den skælmske gudeskikkelse.

Thor: The Dark World finder sted to år efter første film, dvs. real tid. Meget atypisk for superhelten på film. Handlingen i Avengers (2012) bliver i øvrigt også inddraget. Som det hører sig til det antikke tilsnit hos Thor, så starter filmen mange, mange år før og viser en konflikt mellem de magthungerende Svartelver (Dark Elves) og Odins far, Bor. Naturligvis kommer asen bedst ud af den kamp, og man har siden da i Asgård antaget, at Svartelverne var en saga blot. Aserne bliver i løbet af filmen selvfølgelig klogere og må igen tage kampen op.

Alle de vellykkede elementer fra den første er stadig at finde i efterfølgeren – de er blot blevet finpudset og videreudviklet. Hertil kommer en bedre balance mellem fordelingen af tid på jorden og i Asgård, hvor sidstnævnte er helt forrygende lavet. Selvom asernes teknologiske udvikling vil give James T. Kirk præstationsangst. Men koblingen mellem den nordiske mytologi og sci-fi fungerer inden for universets logik. Vi ér jo ikke på besøg i Roskilde. Filmens antagonist, Malekith i skikkelse af Christopher Eccleston, har et tragisk og alligevel magtbegærligt skær over sig. Denne leder af Svartelverne formår at give Thor værdigt modspil og samtidig ramme helten der hvor det gør allermest ondt.

Efter at første films instruktør, Kenneth Branagh, takkede nej til at følge sin nordiske gud videre, overtog Alan Taylor. Hvor Taylor er uerfaren som filminstruktør, har han et imponerende CV når det gælder at være instruktør på tv-serier. Her kan nævnes The Sopranos, Mad Men,  Deadwood og særligt spændende i denne forbindelse, Rome og Game of Thrones. Med kyndig hånd om det pseudo-antikke univers, fører Taylor os rundt og viser os magiens og det omgivende univers’ indflydelse på jordens beboere.

Med sig har han forfatteren Christopher Yost, der har et storslået bagkatalog når det gælder superhelte. Både tegneserier og tv-serier om superhelte har han skrevet – og ikke bare hos Marvel, men også i DC Comics-regi.  Respekten for universet og viden herom hos folkene bag, gennemtrænger filmens struktur, og Thor: The Dark World kunne meget vel blive det nye skoleeksempel på kvalitetsspringet mellem første og anden film inden for nærværende genre.  Der er masser af velkomponeret aktion, uhøjtidelig humor, som vi kender det så godt fra Marvel, samt en satirisk og meget velplaceret cameo.

Den nutidige og derfor skrøbelige teori holder endnu. Holdt sammen af kræfter mægtigere end kuglepennen: Hollywood.