“Beverly Hills Cop IV” har fået grønt lys af Paramount … welcome back, Axel Foley!

Martin Brests fine actionkomedie Beverly Hills Cop aka Frækkere end politiet tillader fra 1984 var én af de film, der peppede 80’erne gevaldigt op. Filmen, der var med til at placere Eddie Murphy på Hollywoodlandkortet, såvel som i biografgængernes bevidsthed, fik to efterfølgere: Tony Scotts udmærkede to’er fra 1987 med den langlemmede danskerblondine Brigitte Nielsen, og John Landis’ helt igennem horrible tre’er fra 1994.

Ja, Landis’ film, der kom ti år efter den første, er omtrent lige så charmerende som et offentligt urindunstende pissoir, og når man først én gang har været der, så vender man aldrig tilbage. Det skulle da lige være for at se George Lucas stå i kø til en tivoliforlystelse. Cameooptrædener er trods alt nørdesjove på sådan en plane spotting-agtig måde.

Nu har Paramount annonceret, at de er parate til at søsætte den fjerde film i serien – og at Eddie Murphy igen skal spille den rapkæftede Axel Foley, der i dag hører til i panteonet af ikoniske actionkarakterer. Og ja, jeg glæder mig faktisk. For selvom den sidste film i serien var ringe, så kan den nye umuligt vise sig at være værre. Og hvem ved: måske den fjerde film bliver Murphys comeback til live action-film. Man kan håbe, man kan håbe.

Manuskriptet bliver skrevet af Josh Appelbaum og Andre Nemec, der også er forfatterne bag næste års remake af Teenage Mutant Ninja Turtles, der har Jonathan Liebesman i instruktørstolen. Læs mere om TMNT-filmen her og her. Hvem der skal instruere den fjerde film, og hvem der udover Murphy kommer til at pryde castet, er endnu ikke blevet offentliggjort. Men det kunne da være fantastisk, hvis der blev plads til Judge Reinhold, Ronny Cox og John Ashton.

Og ja, hvis I har hørt rygter om en ny tv-serie, så har I ikke hørt forkert. Men CBS/Paramount, der producerede serien med Brandon T. Jackson i rollen som Axel Foleys søn, Aaron Foley, er blevet skudt i sænk. Der nåede dog at blive optaget en pilotepisode, som Barry Sonnenfeld instruerede, hvor Eddie Murphy medvirkede.

Beverly Hills Cop

Beverly Hills Cop II

Beverly Hills Cop III

Kilde: Total Film

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.