BOGNYT: “De dødes rige 1-2”

Gyldendal har været i kælderen og fundet Henrik Pontoppidans “De dødes rige” frem fra hylderne. Så hvis man har et hul i sin litterære dannelse, så er der nu mulighed for at få stoppet det med én af dansk litteraturhistories største klassikere. Bogen er blevet genudgivet i en deluxe-udgave i to lærredsindbundne bind.

Bogen kan købes hos SAXO: KLIK


Om den potente roman skriver vores velrenommerede traneforlag selv…

Stor klassiker af den danske nobelprismodtager Henrik Pontoppidan i en smuk lærredsindbunden luksusudgave. DE DØDES RIGE er en mindst ligeså suveræn læseoplevelse som Pontoppidans mest kendte værk, Lykke-Per. Det er en enestående kærlighedshistorie om to vaklende mennesker, der har svært ved at give sig hen til hinanden – og en underholdende kollektivroman om tidsånden i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.

Hvorfor bliver vi mennesker tilsyneladende ikke gladere og mere tilfredse af den moderne verdens mange fremskridt, muligheder og bekvemmeligheder? Og hvorfor bliver vi dog ikke klogere? Det synes at være det pessimistiske, men evigt aktuelle spørgsmål i Pontoppidans hundrede år gamle roman. Fortællingen foregår i Danmark lige efter århundredeskiftet og følger en række personer fra forskellige landsdele og socialklasser i det på én gang håbefulde og dekadente årti før Første Verdenskrig. Den gamle verden er dømt til undergang, mens den nye virker diffus og uden for rækkevidde.

Vi møder blandt andre Søren Smed og hans søn, Thyge Enslev, der bliver en fremtrædende politiker og bladmand, præsten Johannes og lægen Poul, der er tvillingebrødre og i evigt opgør med hinandens verdenssyn. Men i centrum af fortællingen står den uforløste kærlighed mellem den handlekraftige godsejer Torben og den sky og vægelsindede Jytte, som er datter af en minister. Torben har egentlig trukket sig tilbage på sit jyske gods afklaret med at skulle dø af en alvorlig hjertesygdom, og Jytte kæmper med sit ængstelige og grublende sind. De to liver op i hinandens selskab, han frier, men hun siger nej. Og dermed begynder et årelangt forhold fuld af tvivl, længsel og modsatrettede følelser. De finder og mister hinanden, finder sammen igen og så måske alligevel ikke.

DE DØDES RIGE er et monument i dansk litteratur. En episk romanfortælling, der på storslået vis forener et væld af evigt aktuelle temaer og følelser, skarp og underholdende samfundskritik og dybt troværdige menneskeskildringer. En klassiker om rådvild kærlighed, politisk kynisme, religion og videnskab, sygdom, selvrealisering og splittelse.

Om Henrik Pontoppidan…

Henrik Pontoppidan (1857-1943) var dansk forfatter. Præstesønnen Pontoppidan valgte efter realeksamen ingeniørstudiet i bevidst opposition til faderen. Men umiddelbart før den afsluttende eksamen i 1879 opgav han den sikre karriere til fordel for det usikre liv som forfatter. Denne beslutning er kendetegnende for Pontoppidan, der gennem sit mere end tresårige forfatterskab aldrig slog sig til ro i én fast livsanskuelse.

Hans værk er båret af en utrættet kritisk granskning af mennesker, af det danske samfund, af kristendommen og først og sidst af hans eget væsen. Men selv om kritikken hos Pontoppidan retter sig mod faktiske sociale og politiske forhold, er dens kerne psykologisk: De bevidste og ubevidste motiver, som driver menneskers adfærd, og som ytrer sig i forskellige former: dobbeltmoral, kynisk manipulering af andre, selvbedrag og selvundertrykkelse.

Under arbejdet med romanen DET FORJÆTTEDE LAND fra 1891 blev det Pontoppidan klart, at hvis man dykker ned i den menneskelige psyke, så møder man dér kulturen og samfundet. For i opdragelsen indpodes de bærende normer uudsletteligt i det enkelte individ. I centrum for denne ofte ødelæggende prægning står den strenge fader, som i hovedværket LYKKE-PER fra 1898, der beskriver den elementære menneskelige livslysts hæmning gennem den patriarkalske fader og den kristne, altødelæggende samvittighed — det store spøgelse.

Henrik Pontoppidan fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1917.