BOGNYT: “Gauguin – Mesteren, monsteret og myten”

Strandberg Publishing har netop udgivet kunsthistoriker Flemming Friborgs bog om den franske maler, billedhugger og grafiker Paul Gauguin. Gauguin var impressionist, og han udviklede omkring 1888 primitivismen. Friborgs bog er den første biografi om kunstneren af en dansk forfatter.

Køb bogen hos SAXO: KLIK


Om bogen skriver forlaget…

Hyldet som en af den tidlige modernismes mest betydningsfulde figurer og samtidig fordømt for sit arbejde og sin moral – diskussionen om Gauguin og hans kunst og person er yderst relevant i dag, hvor #MeToo sætter nyt fokus på hans forhold til mindreårige piger og hans andel i kolonialismen i Fransk Polynesien.

‘Gauguin – Mesteren, monsteret og myten’ er den første egentlige biografi om kunstneren af en dansk forfatter. Bogen præsenterer en række pointer, som enten er nye i beskrivelsen af Gauguins sammensatte karakter som kunstner og menneske, eller som rykker ved de traditionelle forestillinger om hans liv og værk. Flemming Friborg udfolder den fascinerende historie om Gauguins liv og samtid og det kunstneriske miljø omkring impressionismen, som Gauguin både var en del af og skilte sig afgørende ud fra. Bogen viser, hvordan hans metode og moral var uløseligt forbundne i et omhyggeligt plejet, personligt brand, at mesteren og monsteret må ses som uadskillelige størrelser – og at Gauguins eftermæle og status som berømt geni derfor forbliver tvetydigt.

Info om udgivelsen…

  • Gauguin – Mesteren, monsteret og myten
  • Af Flemming Friborg
  • Udgivelse: 10. december 2021
  • Indbundet
  • Grafisk design: Michael Jensen
  • Sidetal: 320
  • ISBN: 978-87-92596-22-2
  • Udgave/oplag: 1/1