En håndfuld hurtige ord om Hitchcock, Psycho, Poe, Freud og feminisme

She just goes a little mad sometimes.We all go a little mad sometimes. Haven’t you?

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang som ganske ung oplevede Marion Crane (Janet Leigh) skrige lungerne ud af livet, og livet ud af lungerne, da hun til lyden af Bernard Hermanns ditto skrigende violiner stikkes ihjel af en til ukendelighed camoufleret Norman Bates (spillet intenst myrekrybende af Anthony Perkins) i Alfred Hitchcocks klassiker om den skizofrene mand med det alvorlige ødipuskompleks.

Det har længe været et årligt tilbagevendende ritual, at denne dystre og grumme voyeur-perle skal ses, granskes og nydes på en passende dato! Derfor – på denne fredag den 13. – serverer jeg et par hurtige ord om mesterværket.

Psycho

Filmens højde- såvel som vendepunkt er scenen, hvor Marion Crane må lade livet til den, kan vi roligt sige, mentalt ustabile Norman Bates. Det er en filmhistorisk scene, der er spækket med freudiansk fallossymbolik.

Scenen opsummerer ikke blot Hitchcocks æstetisk – torture the women – men er også en ekstremt symbolladet scene, der bl.a. repræsenterer en mental forbrødring med Edgar Allan Poe. En forbrødring, der kan spores i flere af Hitchcocks værker.

Da Marion Crane stikkes ihjel af Bates, der er iført kvindekostume, oplever vi, at kameraet skiftevis flytter synsvinkel fra Bates til Marion for til sidst at dvæle ved Marions nøgne lig, der i en bizar positur ligger slænget over badekaret og ud på gulvet.

Psycho - poster 1

Det falliske ved kniven, der stødes ind i kroppen, er åbenlyst seksuelt, hvilket blandt andet påpeges af Christian Braad Thomsen i dennes suveræne analyse af netop denne scene. En analyse, der findes i bogen Hitchcock – hans liv og film, der desværre er udgået fra forlaget.

Braad Thomsen skriver om denne på en gang grusomme såvel som smukke scene, at:

Drabsscenen ebber ud i en strøm af vand og mørkt blod, der i en spiralbevægelse forsvinder i nedløbsrøret. I nærbillede får hullet vaginal karakter, som det fyldes med blod og sæd.

Blodets strømmen ud i kloakken læses i den grad via sexsymbolikkens optik.

Man oplever altså, som i mange andre af Hitchcocks værker, at sex bliver koblet med døden. Scenen, der beskrives af Brad Thomsen i ovenstående, slutter med, at hullet (nedløbsrøret) toner over i Marions øje, der stirrer livløst på os.

Her har filmteoretikeren Linda Williams en interessant pointe, når hun i sit essay When the Woman Looks – der blandt andet findes trykt i Re-Vision: Essays in Feminist Film Criticism – skriver, at:

A dominant male look at the woman (…) leaves no place for the woman’s own pleasure in seeing: she exists only to be looked at og senere Like the female spectator, the female protagonist often fails to look, to return the gaze of the male who desires her.

Øjet bliver således anvendt med æstetisk hensigt, og det er med til at definere kvinden som et objekt frem for et subjekt, der skal ses på og beundres, men som ikke selv skal eller må se. (jf. f.eks. Hitchcocks Rebecca). Først i døden ophæves forbuddet, og Marion lader blikket vandre ud mod os voyeurer.

Se brusebadsscenen nedenunder og nyd de skrigende violiner, den brillante fotografering og den eminente klipning!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.