FILM I REOLEN: “Gremlins Collection”

Udbuddet af streamingtjenesternes synkrone indhold matcher ikke film- og seriehistoriens bugnende katalog. Så frem for at købe sig fattig i dyre abonnementer, skal man som filminteresseret holde fast i det fysiske medie som et nødvendigt supplement … for ens favoritfilm og serier skal stå i reolen.

Det første indlæg i serien Film i reolen omhandler en dobbeltudgivelse fra Warner Brothers, nemlig “The Gremlins Collection”!


Don’t get him wet, keep him out of bright light, and never feed him after midnight.

“Gremlins” er filmnostalgi! Det er en film, der føjer sig ind blandt juletraditionerne, og når vi rammer december, står den på fast på menuen.

Det er en af de film, der går igen hvert år, og jeg kommer altid i julehumør, når Joe Dantes mesterlige horrorkomedie “Gremlins” fra 1984, der har manuskript af Chris Columbus og eminent musik af salig Jerry Goldsmith, en komponist, der deler førsteplads med John Williams i mit filmmusikelskende julehjerte, sættes i i afspilleren,.

“Gremlins” havde amerikansk biografpremiere den 8. juni 1984, hvilket er helt efter bogen og sommerblockbuster-traditionen. Herhjemme fik filmen dog en mere passende premiere 2. juledag den 26. december. Selv så jeg den første gang i 1985, da den blev udgivet på VHS, og jeg har siden set den 19 gange.

Det fornægter sig ikke, at filmen er produceret af Hollywoods wunderkind Steven Spielberg og dennes selskab Amblin Entertainment. “Gremlins” er gennemsyret af det særlige “Spielberg touch”, og man katapulteres allerede fra introsekvensen ind i et univers, som kun 80’erne kunne undfange. Det er filmmagi, det er julemagi!

Både Roald Dahl, Walt Disney, Hanna-Barbera og Looney Tunes har skabt fortællinger med grumme, grønne og gustne gremlins. Men det er Joe Dantes film, der har udødeliggjort det ondsindede væsen … ikke mindst takket være Gizmo, der blev skabt af special effects-legenden Chris Walas.

“Gremlins” er i øvrigt et univers, der ikke er blevet udviklet til en Hollywood-franchise. Filmen fik en sen opfølger i 1990 – “Gremlins 2: The New Batch” – men herefter har der været dødsens stille i Kingston Falls, og man har ikke hørt noget fra Gizmo & Co. Det bliver der dog ændret på fra næste år, hvor Warner Bros. lancerer den animerede tv-serie “Gremlins: Secrets of the Mogwai” … og ja, der er faktisk også en tredje film i støbeskeen, hvilket passer fint ind i tidens trend.

Gremlins (Joe Dante, 1984)

Det er ingen hemmelighed, at det er et stort ansvar at anskaffe sig et kæledyr, der kræver særlig omsorg. Svigter man det stakkels kræ, kan det gå grueligt galt… Det erfarer unge Billy Peltzer (Zach Galligan), da han uden at vide det bryder tre simple, men ekstremt vigtige regler vedrørende omsorgen af hans nye, ultranuttede bedste ven Gizmo. Snart er helvede løs i den lille by, der invaderes af bidske, slibrige, grønne monstre, der mildest talt går amok på alt og alle! Gremlins er hysterisk morsom og nederdrægtig uhyggelig. Det ene øjeblik holder man sig for øjnene af skræk, det næste holder man sig for maven af grin … resultatet er en vild og original rutsjebanetur.

Gremlins 2: The New Batch (Joe Dante, 1990)

Nogle år efter hændelserne i den første film er Billy og Kate (Phoebe Cates) flyttet til New York, hvor de begge har fået job hos mediemogulen Daniel Clamp (John Glover som en ganske morsom og åbenlys parodi på Donald Trump). Da Gizmo’s ejer dør, dukker hans lig op i The Clamp Building, og i forvirringen bliver Gizmo våd, hvilket skaber en ny bølge af grønne gremlins! 2’eren er – i modsætning til den første, der rent faktisk er temmelig spooky – næsten lutter narrestreger og vanvittige gags.