Snobben, komedien som øretævernes holdeplads og den forurettede skuespiller.

Kino.dk bragte i går et videointerview med Rasmus Bjerg og Casper Christensen, der spiller hovedrollerne i Tomas Villum Jensens biografaktuelle komedie Player. Det lidt over 6 minutter lange interview, der kan ses her, og som i øvrigt er søvndyssende kedeligt og informations-irrelevant, kommer blandt andet ind på det påståede “snobberi” inden for dansk filmkritik, hvilket ikke undrer, da Player er blevet revet hårdt  rundt i manegen af stort alle toneangivende filmanmeldere. Jeg har ikke set filmen, og jeg kommer heller ikke til at se den. Ikke frivilligt, i hvert fald. Og hvorfor, jeg ikke kommer til at se den, skriver jeg ultrakort om her: KLIK.

Player udtaler jeg mig ikke om, men det omtalte snobfænomen, der åbenbart klæber sig fast til visse genrer, Rasmus Bjerg siger i interviewet, at komedien som genre er “øretævernes holdeplads”, vil jeg gerne knytte et par ord til. Man kunne få den opfattelse, at Klovn: The Movie, som Casper Christensen omtaler i interviewet, ikke blev inviteret med til Robert-uddelingen, fordi den – med Christensens ord – var “underlødig”. Jeg opfattede ikke filmen som særligt underlødig, men som en plot- og handlingsamputeret fadæse, der udgør et halvhjertet forsøg på at bringe en fantastisk sitcom over på det store lærred. Og det lykkedes simpelthen ikke. Pik, prut og patter gør ikke en god komedie. Det er forudsigelige ingredienser, og når kokken ikke har andre ting at putte i gryden, så bliver suppen ikke smagsmæssigt afstemt.

Komedien bliver ikke pr. automatik parkeret på øretævernes holdeplads, det underlødige er ikke partout at sidestille med dårlige anmeldelser og det påståede snobberi kan jeg ikke få øje på i dansk filmkritik. I hvert fald ikke som et fænomen, der dominerer. Men gode komedier er en sjældenhed i dansk film, hvilket er ret begrædeligt, da det er én af de genrer, der postes flest penge i.

I øvrigt skrev Christian Monggaard i anledning af premieren på Player denne fine artikel om komedien som genre: Noget at grine af

Klovn og Player

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.