Forlaget Cobolt har udgivet “Yoko Tsuno: Jorden kalder Vinea”

Forlaget Cobolt har netop udgivet det første samlebind i serien om Yoko Tsuno! Yoko Tsuno: Jorden kalder Vinea er på 176 sider, er indbundet og måler 22×30 cm. Bogen indeholder et omfattende og rigt illustreret ekstramateriale samt disse tre album: Nærkontakt i jordens indre, Vulcans smedje og Vineas tre sole.

Besøg forlagets hjemmeside!

Om bogen skriver forlaget:

I anledning af den belgiske tegneserieskaber Roger Leloups 80-års fødselsdag 17. november 2013 udgiver Cobolt det første samlebind med hans berømte albumserie og den kvindelige, japanske elektronikingeniør Yoko Tsuno.

Roger Leloup har lavet tegneserier, siden han var 17 år. Fra midt i 1950’erne og op gennem 1960’erne var Leloup ansat på Hergés tegnestue, hvor han forestod tegninger af enhver form for teknik, blandt andet det berømte fly “Carreidas” i Tintin-historien Rute 714 til Sydney.

Han var således ikke hvem som helst, da han i 1970 skabte sin egen tegneserie, Yoko Tsuno, som han nu har beskæftiget sig med i mere end 40 år ud af en samlet karriere på imponerende 63 år.

Samlebindene udgiver ikke serien i strengt kronologisk orden, idet de enkelte historier er samlet tematisk med tre album i hvert samlebind. I dette første samlebind er det Vinea-historier, der er i centrum: Nærkontakt i Jordens indre, Vulcans Smedje og Vineas tre sole.

Endvidere indeholder samlebindet naturligvis et omfattende og rigt illustreret ekstramateriale, hvor Roger Leloup fortæller om Yoko Tsunos oprindelse og om sit arbejde med den populære og handlekraftige kvindelige figur, der har fornøjet læsere i fire årtier nu.


Yoko-Tsuno-Jorden-kalder-Vines-p

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.