Howard the Duck på DVD!

Det er ikke en hvilken som helst and, der satte præg på min ungdom. Det er ikke en hvilken som helst and, der i 1986 landede på jorden og skabte furore. Det er alien-anden Howard, det er dén and. I dag er “Howard the Duck” gledet i glemsel. Ingen husker – ingen kender? – længere den lettere obskure and, der både ryger, drikker og kender til eros.

Filmen kom (pudsigt nok) samme år som en anden alien gjorde sin entré på jorden: ALF! NBC-serien om den lodne og katteelskende (læs spisende) alien kørte over fire sæsoner fra 1986 til 1990 og var noget mere populær end Willard Huycks filmatisering af Steve Gerbers tegneserie om den sarkastiske and Howard.

“Howard the Duck” har bl.a. Lea Thompson (den søde firser-chick fra “Back to the Future I, II & III”) og Tim Robbins på rollelisten. Hvis man endnu ikke kender til charmetrolden Howard, så bør man uden tøven få købt filmen hjem, der udgives på DVD den 10. marts 2009.

Desværre udkommer filmen ikke i Danmark (surprise, surprise) så man må ty til import fra USA.

Bemærk (i YouTube-klippet indsat forneden) den klassiske, regnvåde Mike Hammer-agtige film noir stemning samt den lettere  retoucherede filmplakat af “Raiders of the Lost Ark”. Det er tydeligt, hvem én af producenterne er!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.