Humlen ved det hele…

Jeg er i fuld færd med at glædeslæse mig igennem Dave Goulsons formidable forfatterskab, og jeg er nu nået til “Humlen ved det hele: Mit eventyrlige liv med bier”. 🐝

Under min “tour de force”-læsning er jeg flere gange blevet ramt af følelsen, at Dave Goulson har en sproglig (og naturligvis interessemæssig) forbrødring med den britiske zoolog og forfatter Gerald Durrell: Goulson skriver og formidler nemlig med en smittende entusiasme og sprudlende fortælleglæde, som trækker tydelige spor tilbage til Durrell.

Denne i baghovedet lurende tese bekræfter Goulson mig i er korrekt, da han skriver:

Jeg var en ivrig fan af Gerald Durrells bøger, især dem om hans barndom på Korfu, hvor han samlede på alle mulige slags spændende dyr, som han opbevarede på sit værelse.

Jeg er selv vokset op med Durrells bøger, hvor netop Korfu-trilogien, som ligger stablet bagerst på billedet nedenfor, har været en fast rejsepartner gennem livet fra barn til ung til voksen. Ligeledes har den fantastiske miniserie fra BBC – “My Family and Other Animals” fra 1987, som skildrer Durrells barndom på øen med det azurblå vand – fungeret som gødning for flere af mine interesseområder, og jeg husker tydeligt, at jeg både beundrede Durrell OG var misundelig på hans eventyrlige barndom blandt dyr og planter på Korfu.

Note til mig selv: skaf miniserien på dvd! 💿🎬