Jeg undrer mig over…

JEG UNDRER MIG OVER, at Fjällrævs-bærende og antiautoritære pop-hippier med tiltuskede, moderigtige klimaidealer kun kryber ud af deres aktivisthuler, når de kan få mediedækning. Hvor er deres holdninger og idealer henne, når der ikke er COP15 i København?

JEG UNDRER MIG OVER, at universiteterne er blevet til udklækningsanstalter for erhvervs- og virksomhedsuddannelser. Tak, Helge Sander, fordi du driver rovdrift på humaniora!

JEG UNDRER MIG OVER, at folk, der normalt ikke læser eller køber bøger, pludselig skal have lekture i julegave? Åndløs i hverdagen, åndrig i julen!?

JEG UNDRER MIG OVER, at folk, der normalt ikke læser eller køber bøger, begynder på det, fordi de for en kortere eller længere periode er i udlandet. Bliver man kulturel af storby? Nej!

JEG UNDRER MIG OVER, at man besøger museer, når man er på ferie, hvis man i sin hverdag ikke skænker kunst eller kultur en tanke. Bliver man kulturel af storby? Nej!

JEG UNDRER MIG OVER, at filmjournalistik (anmeldelse og kritik) ikke bliver varetaget sobert af dansk tv. Af professionelle. Det lader til, at amatørbloggere er ved at få denne form (trods inkompetence) i deres magt!

JEG UNDRER MIG OVER, at bloggere ikke gør mere ud af deres sprog. Hvis man vil skrive, hvis man vil dele sin mening (sine tanker) så forsøg i det mindste at gøre det sprogligt korrekt!

JEG UNDRER MIG OVER, at vi lever i et mediediktatur, hvor alle – interesse underordnet – skal betale tvangslicens, om end man er af den mening, at 95 % af det, der produceres, er uinteressant.

JEG UNDRER MIG OVER, at julen skal være et paradis for forbrugsfetichister, og at hyggen er skubbet i periferien til fordel for gaver, pengegejl og julegøgl!

JEG UNDRER MIG OVER, at internettet gang på gang bliver helgenkåret som stedet, hvor alt er, hvor alt findes, hvor alt skal være. Drop Google, sløjf Wikipedia og læs bøger. Det er et spørgsmål om substans!

JEG UNDRER MIG OVER, at folk – der normalt ikke stjæler fra butikker – downloader (eller streamer) ulovligt uploadede og copyrightbeskyttede kulturprodukter (film, serier, musik, programmer) fra nettet uden at kny. Det er svineri!

JEG UNDRER MIG OVER, at litteratur først er litteratur (for mange) når det kan mønstre fortegnet “krimi”. Drop mordene og parker Läckberg, Nesbø, Dahl, Larsson og Blædel (samt alle de andre skemaforfattere) i kælderens mørke.

JEG UNDRER MIG OVER, at Facebook skal være stedet, hvor lalleglade forældre tvangsagtigt skal statusopdatere, hvad deres små, uinteressante poder har foretaget sig af ligegyldige ting! Hold jeres familie for jer selv!

JEG UNDRER MIG OVER, at modegejle og popfikse hunkønsvæsner med indianerkrigsmaling og Paris Hilton-køtere i taske og outfit skal svine et i forvejen med lort inficeret internet til med modeblogs en masse.

JEG UNDRER MIG OVER, at blot fordi man er kendt, så kan det berettiges, at man udgiver en kogebog, der indeholder klassiske opskrifter, der er alt andet end selvopfundne. Jeg nævner her ikke forfatterbaronessens navn… Her køber man navnet, ikke indholdet!

JEG UNDRER MIG OVER, at vi lever i et samfund, der stadig – med klima og miljø in mente – overproducerer papirprodukter i form af reklamer og telefonbøger.

JEG UNDRER MIG OVER, at DR kan vinde en Emmy for “Livvagterne”. En serie, der i enhver henseende er indbegrebet af en steril, plotlatterlig klichéproduktion.

JEG UNDRER MIG OVER, at mit lokale bibliotek har hylder med litteratur på arabisk, iransk, tyrkisk, hindu, engelsk, fransk, italiensk og spansk men ingen hylder, der helliger sig det tyske.

JEG UNDRER MIG OVER, hvorfor biografier skrives inden personen, biografien omhandler, har det ene ben i graven? Biografier har – i vid udstrækning – udviklet sig til et litterært pendant til Se & Hør.