Jeg læser #6: “Juliette-selskabet” af Sasha Grey

Jeg modtog i går Sasha Greys romandebut til anmeldelse fra Lindhardt & Ringhof. Juliette selskabet, uden bindestreg, er titlen på romanen, som den står prentet på forsiden. Alle andre steder, på bagsiden og i pressematerialet, har de ikke udeladt den netop nødvendige og grammatisk korrekte bindestreg. Endnu en forside er blevet ramt af den sygdom, der tidligere på året også formåede at inficere Jussi Adler-Olsens nye roman, der nu står alle vegne og skilter med sin forsidesygdom.

IMG_1137

Juliette-selskabet hører til i den genre, der spås at skulle give krimien kamp til stregen: Der er altså tale om erotisk litteratur, det nye hipstersort inden for litteraturens verden. Og sandt at sige, så er jeg – efter at have læst mig frem til kapitel 14, hvilket er lidt over halvdelen af romanen – overmæt af sex. At læse denne roman svarer til, at man i en krimi på hver tiende side udsættes for et mord, der pinedød skal beskrives minutiøst og udpenslet. Det bliver man træt af. Men mere om det, når jeg når til anmeldelsen.

Det er som nævnt debutanten Sasha Grey, der styrer pennen.  Grey, der er tidligere pornoskuespiller, har besluttet sig for at prøve nye karriereveje. Og her er det ikke blot litteraturen, hun har kastet sig over, men også spillefilmsbranchen. I 2009 medvirkede hun således i Steven Soderberghs drama The Girlfriend Experience, og hun har netop færdigindspillet den spanske thriller Open Windows med Elijah Wood.

Open Windows

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.