Kalenderen fortæller mig, at det er fredag d. 13

Det er fredag den 13. i dag, og Jason har hvæsset macheten … lige til weekendstart! Ja, der står gys & gru, galimatias & gåsehud på menuen.

I 1980 havde “Friday the 13th” premiere. Det var ikke en banebrydende film inden for sin genre, men når en lille produktion til små 550,000 dollars på verdensplan kan indbringe i omegnen af 60 millioner dollars ved billetlugerne, ja så har den ikke blot sikret sig en plads i filmhistorien, så er den også selvskrevet til at blive en franchise. Og det blev den så…

Instruktøren, Sean S. Cunningham, red flot videre på den syndflodsbølge af slasherfilm, der skyllede ind over biograferne i 70’erne og 80’erne. En syndflod af slashers, hvis epicenter var John Carpenters eminente “Halloween” fra 1978. Men selvom “Friday the 13th” lever i skyggen af “Halloween”, så skal man ikke forklejne filmens betydning for genren.

Der ér skam også fine ting at komme efter i “Friday the 13th” – ikke mindst Tom Savinis makeup og komponisten Harry Manfredinis score, der med sin repeterende rytme har til hensigt at mime den unge Jasons stemme, der siger “kill, kill, kill; mom, mom, mom!” … igen og igen og igen og igen!

I øvrigt er Jason ikke morderen i den første film, hvilket Drew Barrymores Casey fandt ud af på den hårde måde i Wes Cravens “Scream” fra 1997, da hun fejlede et trickspørgsmål. Ja, man skal kende sine horrorklassikere, hvis man ikke vil ende som en død teenager!

Og så er en ung Kevin Bacon med i en af sine første roller. Og det ender ikke så godt for ham, nej det gør ikke.