Kort om Morten Ramslands “Sumobrødre” og Lars Bukdahl

Jeg poster lige en hurtig minikommentar til Morten Ramslands nye med spænding ventede roman “Sumobrødre” der – ifølge Weekendavisens Lars Bukdahl –  er mere tøj- end helvedshund.

Sådan står det i hvert fald formuleret i overskriften til den romananmeldelse, der blev bragt i sidste uges udgave af Weekendavisen. Den bider ikke, den slikker!  

Ikke særligt positivt, men heller ikke særligt negativt. En blød maveplasker, må man konstatere. Det samme kan konstateres om anmeldelsen af romanen. Den gør ikke, den bjæffer.  Jeg er givetvis ikke enig i anmeldelsen, hvilket  er lidt af et særtilfælde, da jeg oftest deler synspunkt med Bukdahl, der er en af vores skarpeste litteraturkritikere. Men nok om uenigheden. Lad os i stedet for se lidt på Ramslands sumobrydende sumobrødre.

“Sumobrødre” – som jeg ikke vil gå nærmere ind i – er en blød roman. Men det er ikke en maveplasker. Det er en roman om 80’erne – der kunne have været 60’erne eller 70’erne, hvis det ikke var fordi, at Reagan og atomoprustning blev nævnt. Det er en roman om den tidlige barndom, om opvækst, om (familie)problemer, om seksualitet, om “det frække”, om at blive større, om kampe ude og hjemme, om kærlighed, om det at være dreng … om fantasi!

Den læser sig smukt og hurtigt. Den er dog ikke specielt smukt skrevet. Hvis smukt altså er lig med sindrigt snørklede sætningskonstruktioner. Disse roder Ramsland sig ikke ud i. Det er de korte og koncise, hvor kommaerne er få og punktummerne mange. Og så er der dialog … masser af dialog. Men den – altså romanen – er fin i sin afdæmpede stil og i sin indforståethed, hvor det er børnene – drengene – der kommer til orde. Det er en god roman, hvor den magiske-realisme, set i forhold til “Hundehoved”, er nedtonet … men helt væk er den ikke, og så er der en nærmest pandurosk humor. Det er herligt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.