Landbrugsjord er ikke vild natur!

Danmark er det land i Europa, hvor naturen fylder mindst i forhold til det totale landareal. I Danmark er rundt regnet 62% af landarealet udlagt til landbrugsjord, og 25% er infrastrukturer, bymæssig bebyggelse og erhvervsområder. Det vil sige, at den vilde, danske natur ikke har meget mere end 10% af det totale landareal at boltre sig på.

Vi har desuden ikke blot meget lidt natur, men vores natur er også af dårlig kvalitet, og vi har for få sammenhængende naturområder. Mange danske kommuner har ganske vist store ambitioner på biodiversitetsområdet og prøver at markere sig som ”grønne” – det bliver dog oftest ved ambitionerne, der især luftes op til et kommunalvalg. Sagen er i hvert fald den, at oplysningskampagner initieret af kommunerne er få, og at de sjældent når ud til modtagerne.

For kommuner ønsker nemlig også størst mulig økonomisk vækst og flest mulige indbyggere, og hvis kommunalbestyrelsen har valget mellem at bevare en gammel eng eller skov, der er levested for tusindvis af forskellige arter, eller tillade etablering af et boligområde eller en virksomhed, som kan give skatteindtægter og nye arbejdspladser, så er det ikke naturen, der prioriteres højst. Det er Amager Fælled-debatten et skoleeksempel på.

Hvis vi skal sikre den danske natur for fremtidige generationer, kan vi derfor ikke overlade den til kommunerne og politikerne alene. Dels må vi gennem valg og øvrige demokratiske kanaler forsøge at påvirke ikke politikerne, men hinanden; altså alle os, der stemmer på politikerne. Det er på den måde, at der rykkes ved tingene. Det er oplysning, der skal til, hvis vi har et oprigtigt ønske om at redde naturen og miljøet. Og ja, det kræver, at den enkelte borger ønsker at reformere de systemer, vi lever under nu – og i den henseende er jeg ikke så fortrøstningsfuld på naturens vegne.