“Min familie og andre dyr” af Gerald Durrell

– “Hvis jeg kunne give et barn en gave, ville jeg give det min barndom” (Gerald Durrell).

Gennem et helt læseliv er det ikke mange bøger, man vender tilbage til. Selv genlæser jeg med jævne mellemrum Gerald Durrells “Korfu”-trilogi, der med sine beskrivende passager, de ufatteligt (og misundelsesværdigt!) smukke sætningskonstruktioner, et gnistrende sprog, der emmer af lidenskab for naturen, litteraturen og det at skrive, hører til blandt det fineste, man kan berige sig med.

Den britiske zoolog Gerald Durrell tilbragte sin barndom i 1930’erne på den græske ø Korfu. Det var en barndom helt uden iPad og tv, faktisk ikke engang radio. Til gengæld var den fuld af lange, solfyldte dage med opdagelsesture på den paradisiske ø med hunden Roger og æslet Sally.

Durrell var et passioneret naturmenneske, der helt fra barnsben var opslugt af naturens særeste, blødeste og vildeste skabninger. Han fyldte familiens hjem med skildpadder, fugle og skorpioner – hvilket ganske ofte førte til vanvittige og aldeles underholdende forviklinger.

Gerald Durrell beskriver med stor kærlighed øens rige dyreliv, dens beboere og sin excentriske familie. Mor Louisa kreerer den ene fantastiske middag efter den anden, storebror Larry hamrer på skrivemaskinen dagen lang (og blev senere den verdensberømte forfatter Lawrence Durrell), storebror Leslie elsker jagt og skydevåben, mens storesøster Margo mest bare plejer sig selv.

Hvis man vil læse god litteratur, der ikke indeholder mord, så læs Durrells “Korfu”-trilogi!