Naziwitze? Nein danke … og dog: Timur Vermes roman “Er ist wieder da” skaber debat

Tyskerne har det generelt kronisk problematisk med Hitler-humor. Man spænder ikke nazismen for komedievognen. Det gør man bare ikke! Derfor vakte Daniel Levys komedie Mein Führer: Die wirklich wahrste Wahrheit über Adolf Hitler fra 2007 også opsigt ved at iscenesætte Hitler som en komisk karakter. Det gjorde ondt på mange, der tog voldsomt anstød af Helge Schneiders måde at portrættere Hitler på.

Og det er jo ikke fordi, at man ikke har gjort det uden for Tysklands grænser, altså gjort grin med østrigeren og dennes valkyrieridt mod et skælvende Europa. Tænk her blot på sådanne mesterværker som Charlie Chaplins The Great Dictator (1940) og Mel Brooks’ The Producers (1968). Men inden for Tysklands egne grænser skal man stadig træde varsomt, hvis man ønsker at behandle Anden Verdenskrig og nationalsocialismen i fiktionsform.

Men måske er der ved at blive prikket hul på tabu-bylden? Den tyske journalist Timur Vermes debuterede sidste år som skønlitterær forfatter med satireromanen Er ist wieder da, der i korte træk handler om Adolfs pludselige opdukken i Berlin … anno 2011, that is! Herfra går Hitler ud i den nye, berlinske virkelighed, og der skulle ikke være sparet på morsomhederne. Og ja, det er meget korte træk, for jeg har bogen liggende, og da jeg ikke vil have noget afsløret, har jeg med vilje undladt at læse op på romanen og dens modtagelse.

Er ist wieder da - 1

Når man, som Dorothea Hülsmeier har gjort det for Stern.de, spørger Timur Vermes om nedenstående, og man får et så prompte og udråbstegnshungrende svar, så kan man konstatere, at ikke alle lider af  nævnte berøringsangst. Det samme gør sig i øvrigt gældende for en lang række tyske anmeldere, der har givet romanen fine ord med på vejen.

Darf man über Hitler lachen? Darf man den Nazi-Diktator als Comedy-Star im heutigen Berlin wieder auferstehen und die Erfolgsleiter noch einmal nach oben klettern lassen? Timur Vermes findet: ja.

Romanen udkom på dansk under titlen Han er tilbage fra forlaget Tiderne Skifter den 22. maj i år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.