Ny Afdeling Q-bog udkommer 4. november: ‘Natrium Chlorid’ af Jussi Adler-Olsen

Den 4. november udkommer ’Natrium Chlorid’ af Jussi Adler-Olsen. Det er den niende bog af de planlagte ti romaner i serien om Afdeling Q, hvor den første ’Kvinden i buret’ udkom tilbage i 2007.

”Jeg er så glad for, at bogen skal udkomme nu,” siger Jussi Adler-Olsen selv. ”Det er seneste bog i det ti bogs lange epos, som Afdeling Q har været planlagt til at være fra begyndelsen af. Titlen ’Natrium Chlorid’ løfter jo sløret for, at det skal handle om salt, som til alle tider har haft stor indflydelse på vores historie og livsvilkår. Kombinerer man det med en thriller og Afdeling Qs Carl, Assad, Rose og Gordon, har man grundstenen til en roman om moral og etik i vore dage,” siger Jussi Adler-Olsen selv.

”Den har ikke været let at skrive, mens den her kæmpe pandemi oversvømmede alle tanker og optog os alle. Pludselig havde jeg al tid i verden, og så får man ikke skrevet noget. Men i oktober skulle det være, og så skrev jeg hver dag. Og selv da vi midt i det hele flyttede og gennemrenoverede hus, satte jeg mig for, at jeg ville skrive målrettet og fokuseret hver dag, så jeg kunne nå min deadline. Og det lykkedes. Det var rigtig godt for mig, og det var rigtig godt for romanen,” siger han. ”Jeg håber, at læserne bliver glade for den.”

Handlingen kort:

Drabschef Marcus Jacobsen møder sin bedste efterforsker, Carl Mørck, i forbindelse med en sag, som stadig sidder dybt i drabschefen. Et hjerteskærende selvmord i 2020 åbner igen efterforskningen, og snart står Afdeling Q med et uhyggeligt fletværk af sager, der vokser mellem hænderne på dem. En helt særlig opgave som tvinger Rose, Assad, Gordon og Carl til at rykke tættere sammen.

Adskillige markante personers dødsfald udlægges som ulykker eller selvmord, men da Afdeling Q dykker ned i dem, peger et ufatteligt mønster på noget langt mere voldsomt, og alt tyder på, at endnu et udvalgt menneske snart skal dø.

I kamp med tiden og de besværlige corona-restriktioner tager Afdeling Q med sædvanligt sammenhold og humor en indædt kamp op for at forhindre dette menneskes grusomme død.

Og imens glider en helt anden sag fra fortiden mod Carl som en kvælerslange, der endelig har vejret sit bytte.