Nyt billede af Tom Hardy som Mad Max i George Millers remake/reboot

Mel Gibson var en ung, uprøvet og uerfaren australsk skuespiller, da George Miller hyrede ham til at spille hovedrollen som hævneren Mad Max i den postapokalyptiske Mad Max fra 1979. En fantastisk film, der fik to efterfølgere: Mad Max 2: The Road Warrior fra 1981 og Mad Max  Beyond Thunderdome fra 1985, der ligeledes er instrueret af George Miller. Alle tre film er yderst seværdige, og de bør naturligvis ikke mangle i ens filmsamling. Derfor har jeg sendt mine godt slidte dvd-udgaver på pension og i stedet investeret i de nye Blu-ray-udgaver, se covershots nedenfor, som Warner Brothers netop har sendt på markedet.

Men det er ikke så meget den originale trilogi, der her skal omtales, som det er George Millers kommende remake/reboot, der rammer biograferne næste år. Der er efterhånden blevet sluset en pæn portion production stills ud fra Mad Max: Fury Road, og nu er det første billede af Tom Hardy, der overtager rollen som Mad Max fra Mel Gibson, også dukket op – og det ser jo ikke så ringe ud. Det er holdt i sepiaagtige grå toner, der får én til at tænke på John Hillcoats Cormac McCarthy-filmatisering The Road fra 2009.

Mad Max: Fury Road byder ydermere på Nicholas Hoult, Charlize Theron og undertøjsmodellen Rosie Huntington-Whiteley, der holder pause fra Michael Bays gigarobotter. Og så er der også blevet plads til Mel Gibson, der optræder i rollen som (en) Drifter. Det skal blive spændende at se, hvor stor en rolle, der er tale om, men det bliver nok blot en cameooptræden i forbifarten. Og kom så med den trailer, det kan kun gå for langsomt!

Mad Max - Blu-ray

Mad Max 2 - Blu-ray

Mad Max 3 - Blu-ray

Og ja, man kan også købe Mad Max-trilogien i en lækker metalboks, hvilket jeg desværre fandt ud af et musklik for sent…

94962436345358284-1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.