Om Alfred Hitchcocks “The Birds”

Alfred Hitchcock er én af de instruktører, der var med til at vække min interesse for film som andet end underholdning.

Jeg var den spæde og påvirkelige alder af 8 år, da jeg første gang så fuglene angribe den lille, fiktive kystby Bodega Bay i “The Birds” … det var en verdensomvæltende oplevelse for en lille purk, der senere betød, at jeg endte som magister artium i film- og litteraturvidenskab. Ja, frø, der sås tideligt, kan spire sent.

Der findes et veritabelt overflødighedshorn af fantastiske fotos, der giver os voyeurer et blik bagom optagelserne på mange af de film, der i dag har fået fast bolig i filmhistoriens gyldne haller. Et af mine favoritfotos stammer fra optagelserne til “The Birds” fra 1963, der er en meget løs filmatisering af Daphne du Mauriers novelle: Det eneste, som novellen har tilfælles med filmen, er grundidéen om, at fuglene går amok – og titlen, naturligvis.

På billedet ser vi Alfred Hitchcock – The Master of Suspense – under optagelserne til filmens sidste scene. Han instruerer Rod Taylor, Jessica Tandy, Tippi Hedren og en ung Veronica Cartwright.