Om Michael Curtiz’ “Casablanca”

As time goes by…

Så nærmer vi os det uundgåelige punktum, der bliver sat i alle eventyr: Sommerferien lakker mod enden, og i morgen tager vi hul på kapitlet, der bærer titlen “hverdag”.

Men inden trædemøllen sættes i sving, tager jeg et smut til Marokko og Casablanca, hvor jeg endnu en gang besøger Rick’s Café Américain. Her venter gamle kendinge som Rick Blaine, Ilsa Lund, Victor Laszlo og Louis Renault i Michael Curtiz’ “Casablanca” fra 1942 – en af de helt store og uundgåelige klassikere i amerikansk filmhistorie.

Der er ufatteligt mange grunde til, at filmen er én af mine favoritter, men hvis jeg skal fremhæve de mest markante årsager, så er det kemien mellem Humphrey Bogart og Ingrid Bergman, det fremragende manuskript, der byder på dialoger og monologer, der er gledet ind i filmhistorien som allemandseje, og – ikke mindst – Max Steiners musik og filmens følelsesmæssige effekt på os, der sidder foran skærmen og lærredet.

Filmen er – i ordets sandeste betydning – et mesterværk.