Om Orhan Pamuks “Mit navn er rød”

Det er 18 år siden, at jeg læste tyrkiske Orhan Pamuks roman ”Mit navn er rød” – det er en af de fineste, smukkest skrevne og mest dybsindige romaner, jeg har læst. Det var i 2003, og jeg har ikke siden genlæst den i sin fulde længde, blot pluklæst. Det er svært at forstå, hvordan 18 år kan flyve af sted på så hurtige vinger, men stadig lade oplevelsen af romanen stå krystalklart for én.

Romanen foregår i begyndelsen af 1590’erne, hvor bøger stadig blev skrevet i hånden af kaligrafer og illumineret af miniaturemalere. Det er en mesterfortælling, der kombinerer det magisk-eventyrlige fra ”Tusind og en nat” med en krimigåde af Agatha Christie-tilsnit. Den smukke indledning, hvor fortælleren er en død mand, skal I ikke snydes for – måske den inspirerer til at få fat i romanen.

Fra kapitel 1: Jeg er et lig.

”Jeg er kun et lig nu, et lig på bunden af en brønd. Selv om det er længe siden, jeg tog mit sidste åndedrag, og mit hjerte er holdt op med at slå, er der ingen andre end den gemene morder, der ved, hvad der er sket med mig. Han, den usling, følte på min puls og lyttede til mit åndedrag for at være sikker på, at jeg var død, sparkede mig så i mellemgulvet, slæbte mig hen til brøndkanten, løftede mig op og lod mig falde. Mens jeg faldt, gik mit hoved, som han havde smadret med en sten, fra hinanden; mit ansigt, min pande, og mine kinder blev knust; mine knogler splintredes, og min mund blev fyldt med blod.

Jeg har været savnet i næsten fire dage. Min kone og mine børn må lede efter mig; min datter må mat af gråd sidde og stirre ængsteligt på porten ind til gården. Ja, jeg ved, at de alle sammen sidder ved vinduet og håber, jeg kommer tilbage. Men venter de oprigtigt? Det kan jeg ikke engang være sikker på. Måske er de blevet vant til mit fravær – hvor trist. For her på den anden side får man den følelse, at ens tidligere liv varer ved. Inden min fødsel var der uendelig tid og efter min død uudtømmelig tid. Det har jeg aldrig tænkt på før: Jeg har levet klart oplyst mellem to spand af mørke.”