Om origin-historier, prequels og den nye “Snake Eyes”

Dissekering af en myte: Eller hvordan en filmforløber bøjer enhver detalje i neon for at behandle publikum som uintelligente droner!

Det er som om, at filmselskaberne har lært den forkerte lektie ved Marvel Cinematic Universe: Et fælles filmunivers, der spreder sig udover selvstændige film og du skal gerne se dem alle for at forstå sammenhængen. Hvis der er en. Også Wolverine: X-Men Origins danner grobund for filmstrømningen prequels, eller forløber. Myten falmer, når den sættes under en lup og hver et personlighedstræk eller kendetegn ved en karakter bliver udpenslet. Sådan ser jeg den kommende Snake Eyes (2021), der sågar har følgende undertitel: Snake Eyes: G.I. Joe Origins. Nuvel, jeg er da nysgerrig, da legetøjet var en væsentlig del af min barndom og specielt bemeldte karakter, hvis tilslørede baggrund og nuværende kendetegn var spændende og mystisk. Netop fordi de ikke var beskrevet i detaljen, men alene antydet. Resten var op til min fantasi. 

Tidligere har figurerne fra Hasbro fået deres egne film: G.I. Joe: The Rise of Cobra (2009) instrueret af Stephen Sommers og G.I. Joe: Retaliation med Jon M. Chu bag kameraet. Begge film, den anden ringere end den første, bar præg af at have mere fokus på at fylde aktionærernes lommer end at fortælle en meningsfuld historie. Filmenes karakterer, trods skuespillernes indsats, var mindre levende end de legetøjsfigurer, som vi danskere kendte som Action Force. Filmenes plot var usammenhængende, klipningen forvekslede intensitet med hyppighed, forcerede vittigheder uden vid eller vid og teknologi lige så meningsløs som manuskripterne.

Filmforløbere til eksisterende film er langt fra et nyt fænomen, hvor Solo: A Star Wars Story (2018) står lysende klart som eksempel på, hvordan man ikke bør håndtere at fortælle forhistorien for en afholdt karakter. Solo var en tjekliste over kendte elementer fra Han Solo, karakteren i centrum: Tusindårsfalken, det tætte bånd med Chewbacca, pistolen, navnet, the Kessel Run, evnerne som pilot, galaksens bedste smugler, det tvivlsomme forhold til Lando Calrissian og kynismen, der iblandet selvsikkerhed, der skabte en af de mest mindeværdige karakter på film. I stedet for at få en medrivende historie om den elskelige rumslyngel, kunne publikum se en opsætning af Han Solos merchandise og gætte på, hvordan han fra slutningen af nærværende film og frem til Star Wars (1977), blev den rumpirat vi holder så meget af. 

Fælles for Wolverine: X-Men Origins og Solo: A Star Wars Story er, at deres hovedroller er afholdte karakterer med en forhistorie, der ikke er nødvendig at forstå, endsige fortælle i detaljen. De er komplekse, mystiske og vi kan frit gisne om, hvad der mon er gået forud for at forme disse karakterer. Tankespinderiet væver bare ikke et spind af dollars. Så efter filmselskaberne var færdige med Wolverine og Han Solo, lå de som to kadavere, pillet fra hinanden uden skyggen af en sjæl, men opdelt i fine, små plotelemeter, der tilsammen – i hvert fald på overfladen – udgør to populære antihelte. Filmene er udmærket håndværk, men overbeviser ikke om nødvendigheden af deres eksistens.

Et hyperspring tilbage til Snake Eyes: G.I. Joe Origins. Instruktøren Robert Schwentke har stået bag Red (2010), R.I.P.D. (2013), The Divergent Series: Insurgent (2015) og The Divergent Series: Allegiant (2016), hvis fællestræk er, at de er produkter mere end film. Red var fin underholdning, men når det er hans bedste film, så er der grund til skepsis. 

Manuskriptforfatteren på filmen, Evan Spiliotopoulos følgende cv: Hercules (2014), The HuntsmanWinter’s War (2016), Beauty and the Beast (2017) og Charlie’s Angels (2019). Det er Hollywood i genbrugt metermål og kan bedst omtales som middelmådigt.  

Så før du indløser en billet til Snake Eyes, kan du spørge dig selv om dette: Har du tillid nok til filmselskaberne til at se filmen eller vil du hellere bibeholde din egen fortolkning af ninjaens gådefulde forhistorie? Valget – og kronerne – er dine.