Om sneens stilhed…

Det sner igen. Vinteren har været lang. Jeg tænker på Orhan Pamuks fra engelsk til dansk oversatte på tyrkisk forfattede roman Sne. En oversættelse af en oversættelse. Ikke smart! På trods af dette, så indledes romanen, som mange af Pamuks øvrige, med en passage, man ønsker at memorere for tid og evighed, så man igen og igen, ikke mindst når det sner, kan fiske den frem fra hukommelsens dyb. 

Sneens stilhed, skriver Pamuk om den følelse, romanens busrejsende hovedperson gribes af. Og det – sneens stilhed (!) – er netop én af de mest berusende følelser, man rent mentalt kan udsættes for. At være omsluttet af og indhyllet i stilhed (alt imens hvide fnug forvandler og transformerer byens kedelige grå topografi til et magisk eventyrland af hvidt, jomfrueligt pudder) henfører én i en kontemplativ, nærmest meditativ, trancetilstand.

caspar-david-friedich-kloserfriedhof-im-schnee
Det eneste eksisterende fotografi af Friedrich-maleriet, der gik tabt under Anden Verdenskrig.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på det smukke Caspar David Friedrich-maleri Klosterfriedhof im Schnee (1817/19), der oprindeligt hang på Alte Nationalgalerie i Berlin, men som desværre gik tabt i en brand under Anden Verdenskrig, da De Allierede bombede byen.

Maleriet repræsenterer en filosofisk ophøjelse, en brillant billedliggørelse og visualisering, af den evige stilhed, dødens stilhed, der hersker på kirkegårde. Stilheden smelter sammen med vinteren, der pakker landskabet ind i et lydisolerende lag af sne. Den evige tavshed på kirkegården forstærkes og tydeliggøres af vinterens komme: Et tilbagevendende gotisk, skrækromantisk motiv i billedkunsten og litteraturen, og et motiv, der med sin dysterhed snildt kunne være setting for en hvilken som helst vampyrfilm.

caspar-david-friedrich-sne-og-kirkegard
Kunstneren Hiroyuki Masuyamas forsøg på at genskabe maleriet og farverne i “Klosterfriedhof im Schnee”