OMTALE: “Perry Mason”

Jeg har netop (og det med stor fornøjelse) slugt første sæson af HBO-serien “Perry Mason” med Matthew Rhys i titelrollen som den lettere afdankede privatdetektiv/advokat, der (tro mod genrens sejlivede detektivkliche) har voldsomt rod i sit bagland. Rhys er brillant i rollen, og hvor er det fantastisk at se John Lithgow, der spiller Masons mentor Elias Birchard, i en til ham velskrevet rolle, som han former så smukt og smerteligt.

Det er gribende krimifiktion, der repræsenterer om ikke et opgør med, så dog et afbræk fra de mange mindre begavede metervareproduktioner, som kanaliserers ud til krimifolket hvert år. Det er en velproduceret serie, der skaber et gennemført billede af 30’ernes depressionsramte USA. “Perry Mason” er tv-fiktionens svar på slow food: Det er slow crime af bedste slags!

Det er den amerikanske forfatter Erle Stanley Gardner, som skabte Perry Mason. I perioden 1933 til 1973 skrev og udgav Gardner over 80 kriminalromaner med Mason som advokatprotagonisten, der går igennem ild og vand for at hjælpe uskyldigt mordanklagede. Gardner, der selv var advokat, er i dag gledet i glemsel – desværre!

Forlaget Rosenkilde & Bahnhof nåede (inden de blev slugt af forlagsgiganten Lindhardt & Ringhof, der herefter lagde hele Rosenkilde & Bahnhofs bagkatalog af klassikere i graven) at genudgive en lang række af Gardners “Perry Mason”-romaner. Så godt som ingen læser i dag hans romaner, og selv den bedst kendte “Perry Mason”-serie fra tv-fiktionens guldalder er i dag blevet slugt af Lethe, glemslens gud.

Det er CBS-serien med Raymond Burr, som kørte over 9 sæsoner fra 1957 til 1966, som længe har tronet som den vigtigste. Efter Burrs farvel til rollen, blev serien genoplivet med Monte Markham i rollen som Mason. Det var igen CBS, der stod bag, men denne gang levede serien kun i én sæson, og den kørte fra 1973 til 1974. Den nye udgave er indtil videre blevet fornyet med endnu en sæson, og jeg glæder mig!