OMTALE: “Prey” (2022)

Dan Trachtenbergs spritnye “Prey” (2022) er et revisionistisk og smukt forløst kapitel i “Predator”-franchisen, der implementerer et ellers tungt kønspolitisk tema på elegant vis ved at lade den unge, kvindelige hovedkarakter – comancheindianeren Naru – stævne ud på en dannelsesrejse, hvor Charles Darwins tese om “survival of the fittest” omskrives til “survival of the fittest AND smartest” … og ja, hendes kamp mod den invaderende predator er mere end blot en kamp for overlevelse.

Selvom franchisen altid har gjort brug af stærke og handlekraftige kvinder, så bryder Naru med den klassiske og stereotype protagonist. Naru er en kvinde, der er træt af blive sat i bås: Hun vil ikke kun være samler, hun vil (også) være jæger. Hun er stædig, og hun kæmper ihærdigt imod de traditionsdefinerede regler og kulturelt-religiøse dogmer, der placerer hende hjemme i teltet med de andre kvinder og ikke i felten, hvor der spænding og fart over feltet. Hendes stædighed sætter moren smukt ord på: “Not every smart creature is easy to train.”

Billedsiden er smuk, til tider blændende, og filmfotografen Jeff Cutter skaber et bjergtagende lærred af den amerikanske prærie anno 1719, hvor franske pelsjægere slagter sig igennem de vilde bisonbestande blot for skindenes skyld. Der er indlejret en tydelig kritik af menneskets rovdrift på naturen, og den “civiliserede” nybygger paralleliseres med indianerne, der lever i pagt og harmoni med naturen.

Det er en stramt skåret historie, der holder fokus, og den fortaber sig ikke i et overflødighedshorn af computergenererede effekter, der forsøger at fjerne opmærksomheden fra et dårligt manuskript. Og så klæder Sarah Schachners musik billedsiden på smukkeste vis.

Det er den femte film i “Predator”-serien, hvis man ikke regner de to “Alien vs Predator”-crossoverfilm med (og det gør man ikke)! I aften står den i øvrigt på en double feature-forestilling med John McTiernans brillante “Predator” fra 1987 (med ditto brillante Arnold Schwarzenegger i hovedrollen) og Stephen Hopkins’ fine opfølger fra 1990 med Danny Glover i hovedrollen.