Premiere: Christoffer Boe

DR2 tog i mandags hul på den i mere end én forstand nye sæson af “Premiere”. Det nye koncept indebærer, at der ikke længere blot er én vært tilknyttet programmet, men flere. Hvert program får en ny vært, der skal udbrede sig om de nyeste film i biografen. Dette betyder, hvis man skal være en smule muggen, at man ikke opnår samme – om jeg så må sige – intime kendskab til “anmelderen” og dennes smag. Når jeg i øvrigt sætter  anmelder i anførselstegn, så er det ikke for at være provokerende. Jeg gør det blot fordi, at de nye værter rent faktisk ikke er anmeldere. Det er filmpersonligheder – skuespillere og instruktører – der skal lufte deres meninger om (og holdninger til) film. Jeg var ikke lun på idéen, da jeg første gang så den beskrevet i Information. Rent faktisk var jeg alt andet end lun, jeg var (af flere årsager) kølig grænsende til det arktisk kolde.

DR2 har længe repræsenteret et opgør med professionelt smagsdommeri. I stedet har de med Kenneth Plummer som fanebærer – som det ses med f.eks.  kulturprogrammet “Smagsdommerne” – fokuseret på amatørernes meninger om de kulturprodukter, der flyver om ørerne på os alle sammen. Den professionelle anmelder er – i manges øjne – en saga blot. Dog ikke i mine.

Christoffer Boe – der tog den første turnus i mandags – klarede det ganske fint. Han er blevet føjet ind i et koncept, der  ikke – trods Mikkel Munch-Fals’ exit – har ændret sig synderligt. Det mest positive ved det nye program er, at man tilsyneladende har sløjfet den øretæveindbydende elendige Premiereklub, hvor tilfældige danskere kan kvække op om de film, de har set i biografen. Det er dejligt, at man ikke længere skal se på rødvinstyllende kvæghoveder, tumpede teen-tøser og selviscenesættende blondiner gøre sig som “eksperter” på deres lille web-cam.  Og her er anførselstegnene i øvrigt berettigede.

Christoffer Boe klarede sig som skrevet ganske fint. Især idéen med at invitere den debuterende instruktør Jacob Bitsch til at diskutere dennes “Camping” – som Boe også anmeldte – var rigtig god. Ligeledes var det helt suverænt, at en stor profil som Torben Grodal (professor i Filmvidenskab på Københavns Universitet) fik screen time. Det gjorde forfatteren og debattøren Knud Romer også i et ret morsomt indslag.

Igen: Det bedste ved det nye “Premiere” er, at Pøbelklubben (undskyld Premiereklubben) er en saga blot. Det værste er så til gengæld, at anmelderjobbet bliver lagt i hænderne på folk, der ikke er anmeldere. Det er trist, hvis vi på sigt når dertil, hvor alle kan bestride hvervet som anmelder. Men vi er måske allerede nået dertil, hvor man har nok i indslag á la Tv-avisens, der forleden interviewede en fan om “Pigen der legede med ilden” (i stedet for at bruge en filmekspert)? “Hvad syntes du om filmen?”, spurgte journalisten efter endt forpremiere. “Den var bare superfed”, svarede dagplejemoren/anmelderen. Ja, så behøves vi jo ikke vide mere … eller?

Næste uge er det Wikke & Rasmussen, der giver den som anmeldere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.