Som en funklende stjerne på nattens klare firmament, som ledestjernen, der taler til de vise mænd, dalede i går en teasertrailer ned til os og bebudede, at julen i år bliver hellig som aldrig før.
Et ørkenlandskab toner frem, og en speeder pløjer sig vej forbi en smadret X-Wing og en Imperial Star Destroyer, der ligger død som en strandet hval. Tonen er allerede her slået an … det er mytologisk! Luke Skywalkers stemme gør sin entré, og med sin ikoniske røst får vi at vide, at: The Force is strong in my family!
Dart Vaders brændte hjelm holdes i hånden … som var det Hamlet, der taler med kraniet! R2-D2 siger goddag, og en lightsaber – Anakins lightsaber – skifter hænder. Det er tydeligvis Leia, der tager imod!
X-Wing-eskadriller får gåsehuden til at være konstant, og Kylo Ren svinger med sin notorisk udskældte crossguard-lightsaber. Folk skal bare være negative! The Empire er blevet skiftet ud med The First Order … og nye, superfede Stormtroopers følger trop!
Der er TIE-fighters, eksplosioner, Star Destroyers og en fantastisk smuk Battlestar Galactica-agtig Stormtrooper klædt i en skinnende kromdragt. Den lille, nye droide BB-8 kigger også forbi, og vi får igen lov til at se The Millennium Falcon, der bliver forfulgt af en hidsig TIE-fighter.
Og så er der jo teaserens “money shot”, hvor Han Solo til sin hårede ven forkynder, at: Chewie, we’re home…
Og ja, det er I!
Star Wars: Episode VII – The Force Awakens får dansk biografpremiere den 17. december i år.
LÆS OGSÅ: Ny trailer: “Star Wars: Episode VII – The Force Awakens” (2015).