Søren Brostrøm er Svikmøllens yndlingsoffer

Søren Brostrøm er Svikmøllens yndlingsoffer 2020. Det blev offentliggjort under optagelsen af et stort TV-show, Året der gak, i Portalen i Greve 1. december, hvor Brostrøm fik overrakt Jens Hages tegning af ham. Og mens danskerne venter på, at Søren Brostrøms erindringer udkommer i to mundbind, sagde Svikmøllens redaktør i sin tale:

“Offerrollen er som regel noget, man påtager sig. Fordi man synes, det af en eller anden grund er synd for én. Men Svikmøllens yndlingsoffer er noget, man bliver udnævnt til. Og vid at det er en stor ære, som bl.a. er tilfaldet Prins Henrik, Simon Spies og Bertel Haarder. For et års tid siden var der ikke mange, som vidste, hvad Sundhedsstyrelsen helt præcist rumsterer med. Det skulle der blot en flagermus i Wuhan, som sandsynligvis ikke har været helt gennemstegt, til at ændre på.  I dag har årets yndlingsoffer været på forsiden af Euroman – noget som ellers kun er skuespillere og sportsstjerner forundt. Og så står årets yndlingsoffer noget mere skarpskåret end vores svenske broderfolks chefvirolog Anders Tegnell, der klæder sig som en livstræt forstander for en ungdomsskole.”

I år udkommer Svikmøllen også med Corona-spillet – et brætspil med afsprittede terninger, hvor de glade vindere kan hamstre toiletpapir, og sende hinanden hjem for risikobetonet adfærd i større forsamlinger. Udover Brostrøm ønsker redaktion også at takke Donald Trump, Kongehuset, Sofie Linde og regeringen. En særlig tak skal lyde til Frank Jensen, Socialdemokraterne, Morten Østergaard og De Radikale – vi kunne ikke have gjort det uden jer.


Fakta om bogen:
Titel: Svikmøllen 2020 (106. årgang)
Forfatter/tegnere: Roald Als, Gitte Skov, Jens Hage, Lars Andersen m.fl.
Omfang: 48 sider
Pris: 99,95 kr.
Udkommer: 12. november 2020

“Svikmøllen 2020” kan købes hos SAXO: KLIK

Credit: Jens Hage