Spændende nyt til kunstelskere: Google Art Project

Endelig et Google-projekt – et Google-initiativ – jeg finder fantastisk. Google har, sammen med 17 kunstmuseer verden om, skabt Google Art Project, hvis formål det er at levere nogle af kunsthistoriens største mesterværker i høj opløsning. I en tid, hvor HD efterhånden har vundet indpas i et ikke ubetydeligt antal hjem med fladskærme og Blu-ray-afspillere, er det herligt, at man også nu er begyndt at fokusere på formidlingen af kunst i HD. En måde, der gør det muligt hjemmefra at nærstudere kunstværker, som man aldrig tidligere har kunnet gøre det.

Jeg må sige, at jeg er virkelig begejstret for projektet, og at jeg allerede har haft stor glæde af at kunne nyde detaljer som penselføring, farvevalg og graden af patina i ét af mine favoritmalerier af Édouard Manet, nemlig In the Conservatory fra 1879, der til daglig hænger på Alte Nationlagalerie i Berlin. Jeg har nedenfor indsat en fin udgave af maleriet, men tjek selvsamme i Google Art Projet og bliv forbløffet: Klik her.

Blandt de museer, der deltager i projektet, er Metropolitan Museum of Modern Art i USA, Tate i London samt både Rijksmuseum og Van Gogh-museet i Amsterdam, Holland.

in-the-conservatory-af-edouard-manet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.