NYE TEGNESERIER: “Gammelpot 6: Skakten til Nordpolen”

Gammelpot-6-p - 2

Endelig er den lille mand med vadsækken tilbage i et “nyt” eventyr! Her i huset er det en begivenhed, der skal fejres, når Forlaget Cobolt udgiver et nyt bind i serien om Gammelpot! Den længe savnede tegneserie, der i mange år kun kunne købes antikvarisk, hvor priserne var ublu, er endelig igen at finde i handlen herhjemme … og så er der endog tale om restaurerede, ny farvelagte og nyoversatte udgaver. Herligt! Forlaget er nået til bind 6 (ud af 23) og denne gang skal vi med Gammelpot til Nordpolen. “Gammelpot 6: Skakten til Nordpolen” er indeholder ekstramateriale, er på 56 sider, indbundet og koster 198,-

Om bogen skriver forlaget følgende:

Gammelpot nyder det gode vejr om bord på en flodpram, da en droske med en aggressiv kusk kommer farende forbi på bredden. Inden længe er sommerens idyl afløst af iskold uhygge, og Gammelpot  befinder sig atter i heksen Furias hytte. Den udspekulerede troldkvinde lokker Gammelpot ud på en mission højt mod nord – helt til Nordpolen, hvor der er iskoldt og mørkt. Aldrig har den venlige lille mand haft så hårdt brug for sin magiske vadsæk som nu!

På sin vej møder Gammelpot både hvalrosser, isbjørne og hvaler – og ikke mindst en besynderlig fugl, der ikke kan flyve, og som slår følge med ham. Men hvad er det egentlig, han skal finde i den golde isørken til Furia – og hvorfor?

Med ekstramateriale fra Gammelpots Skatkammer, hvor forfatteren Thom Roep denne gang blandt andet fortæller om dronter, hvaler og inuitter – og hvordan Gammelpot endte med at komme hele kompasset rundt i løbet af fire album (bind 4: Porten til Østen, bind 6: Skakten til Nordpolen, bind 7: Broen til Vesten – og bind 8, hvis kommende danske genudgivelse får ny titel: Havet til Syden).

Ny udgave:

Endelig er det blevet muligt at genudgive den mest efterspurgte og højtelskede børnetegneserie om den lille, kærlige mand med den magiske vadsæk. Oven i købet i en restaureret, nyfarvelagt og nyoversat udgave. Bortset fra seriens hjemland, Holland, er Danmark det land i verden, hvor Gammelpot er allermest populær, og hvor generationer har slidt de oprindelige 23 udgaver op siden 1977. Langt om længe kommer serien nu igen i en solid, indbundet luksusudgave med otte siders illustreret forord om seriens tilblivelse i hvert bind.