“The Conjuring” … ny spøgelsesgyser fra James Wan, mr. splat pack

Hvis du er til grumme genfærd og sure spøgelser, så notér dig følgende: James Wans spøgelsesgyser The Conjuring (2013) får dansk biografpremiere den 1. august i år, og der er lagt i ovnen til gåsehud og ståpels!

Da en familie på syv finder ud af, at gården, de bor på, bliver hjemsøgt af et alt andet end venligtsindet gespenst, tager de kontakt til spøgelsesjægerne Ed og Lorraine Warren (spillet af Patrick Wilson og Vera Farmiga), der hurtigt må konstatere, at spøgelset ikke let lader sig pacificere.

Lili Taylor, der spiller moren i den syv hoveder store familie, er i øvrigt ikke helt uvant med hjemsøgte huse. Hun spillede én af hovedrollerne i Jan De Bonts knapt så vellykkede genindspilning The Haunting fra 1999, og nu skal hun altså igen løbe spidsrod mellem galsindede gespenster.

Så imens vi venter på, at Wan får gjort Insidious: Chapter 2 (2013) færdig, filmen skulle gerne få amerikansk premiere til september, kan vi fornøje os med denne forhåbentligt skræk- og gåsehudsfremkaldende spøgelsesgyser. Og hvis nogen studsede over navnet Patrick Wilson i ovenstående, så kunne det være fordi, han spiller den mandlige hovedrolle i Insidious (2010).

Her er traileren, der fik undertegnede til at ryge i vejret…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.