“Tidskisten” af Andri Snær Magnason

Økolitteratur, økocentrisk naturlyrik eller (slet og ret) klimafiktion – det er en genre, der er uhyggeligt relevant.

Som Peter Nielsen skrev i Information tilbage i 2019: “Kan litteraturen egentlig tillade sig at beskæftige sig med andet end klimakrisen? Er der overhovedet noget andet emne i dag med samme presserende nødvendighed, og som berettiger, at forfattere ikke skriver om klimakrisen?”

Den islandske forfatter, Andri Snær Magnason, har med romanen “Tidskisten” skrevet en nekrolog over menneskeheden, der netop (og det på den mest dystre og “Fluernes herre”-inspirerede-måde) beskæftiger sig med blandt andet klimakrisen.

Udenfor raser en farlig verden, men inde i deres kasser ligger menneskene uberørt af tidens gang. Den økonomiske krise blev uoverstigelig, krigene for mange og klimaet for truende, så den eneste løsning var at investere i tidskasser til alle og vente, til truslerne var drevet over.

Da den lille pige Sigrun vågner, er den menneskelige civilisation faldet. Ruinerne af det, der engang var byer, er nu beboet af vilde dyr. Sigruns forældre og alle de andre voksne ligger stadig i deres kasser, for det er kun børnene, der er kommet til sig selv. Nu må de klare sig selv i den nye verden og selv finde ud af, hvorfor alle de voksne valgte at sige, at verdens problemer var de andres ansvar.

Hvis man vil læse en roman, der tager fat om nældens rod, og som samtidig er skrevet med et sprogligt overskud, så skal “Tidskisten” være anbefalet på det varmeste.