Tør du tjekke ind på Bates Motel?

Det er ikke en dårlig ting, at der er gået semi-inflation i The Master of Suspense, Alfred Hitchcock. Det er dejligt, når thrillermesteren får opmærksomhed. Således kunne sidste år byde på Sacha Gervasis Hitchcock (2012) med Anthony Hopkins i hovedrollen, og Julian Jarrold instruerede tv-filmen The Girl (2012), der omhandler forholdet mellem Tippi Hedren og Alfred Hitchcock under optagelserne til The Birds (1963). Sidstnævnte film kan i øvrigt fejre sin 50 års fødselsdag i år og blev – sammen med en lang række andre af Hitchcocks Universal-produktioner – sidste år udgivet på Blu-ray. Lækkert!

Men det er en spritny tv-serie fra tv-fiktionens eget glamourland, der her skal tildeles den primære opmærksomhed: nemlig den A&E-producerede prequelserie til mesterværket Psycho (1960), Bates Motel (2013). Den ti episoder lange første sæson havde amerikansk premiere den 18. marts, og serien skildrer Norman Bates’ samliv med moren Norma forud for begivenhederne i Psycho.

Bates Motel - 1
Norman & Norma Bates

Bemærk i øvrigt de ikke tilfældigt valgte navne (Norman & Norma) til de to personer, der som bekendt er prædestineret til at smelte sammen til én. Særligt subtilt er det måske ikke, men det er fint i tråd med den ego-sammensmeltning, som man allerede oplever i slutbilledet i Psycho. Norman spilles i serien af Freddie Highmore, og det er Vera Farmiga, der portrætterer moren Norma.

Jeg ser frem til at tjekke ind på Bates Motel en sen, sen og regnvåd aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.