Traileren til José Padilhas “RoboCop”-remake er netop landet på nettet

Der er ingen grund til på forhånd at knurre og rejse børster som en olm kædekøter, hver gang der er en ny genindspilning på tapetet. Det er dog desværre nærmere reglen end undtagelsen, at den brogede palet af folk, der lufter deres meninger  på internettet, er udstyret med grumpy old men-attituder, når det omhandler sådanne. Her gælder mantraet du er uskyldig til det modsatte er bevist ikke! Nej, man er dømt ude og er godt og grundigt smurt ind i skyldig på forhånd. Sådan er det, når man drister sig til at pille ved film, der (ofte) er hellige klenodier. Det skulle lige være teaterbranchen, der ikke måtte nyopsætte og genfortolke Shakespeares, Shaws, Ibsens eller Strindbergs stykker.

Nå, men nu har jeg med 100 ord plapret uden om den varme grød – let’s get down to business! Nu har den nye trailer til José Padhillas genindspilning af Paul Verhoevens mesterlige actiondystopi fra 1987 ramt nettet – og den ser absolut interessant og spiselig ud. Og så byder den på op til flere gode elementer, der blandt andet inkluderer cadeaus til den originale film og det originale RoboCop-design, at Michael Keaton er med, han bliver brugt ALT for lidt, samt Gary Oldmans, Samuel L. Jacksons, Miguel Ferrers, der også medvirkede i Verhoevens udgave, samt Jackie Earle Haleys tilstedeværelse.

Der er altså tale om et solidt cast, der ydermere kan byde på svenske Joel Kinnaman i rollen som stakkels Alex Murphy, der bliver til ultraseje RoboCop. Kinnaman er bedst kendt for sin medvirken i den brillante genindspilning af DR-serien Forbrydelsen, The Killing, hvor han har udmærket sig. 

Og så bør man ikke afskrive en film på forhånd, der er instrueret af José Padilha! Han har ikke mange film på sit cv, men de to, der pryder det, er til gengæld begge eminente. Så imens I – kære læsere – venter på at få giraffen at se, der i øvrigt får dansk biografpremiere 6. februar 2014, bør I unde jer at se Tropa de Elite (2008) og Tropa de Elite 2 (2010).

LÆS OGSÅ: Sådan kommer Alex Murphy aka RoboCop til at tage sig ud i José Padhilhas genindspilning

robocop01

robocop03

robocop02

robocop05

robocop04

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.