Traileren til “Pet Sematary”

Sometimes Dead Is Better!

Den 4. april får den nye filmatisering af Stephen Kings “Pet Sematary” dansk biografpremiere. Det er anden gang, at Kings roman fra 1983 bliver filmatiseret. Første gang var i 1989, hvor Mary Lambert instruerede filmen med afsæt i et manuskript, der var skrevet af King selv.

I dag er Lamberts udgave mest af alt en film, der prises af nostalgikere. Det er ikke en decideret dårlig film, men den er heller ikke synderligt god. Det kan den nye udgave nu råde bod på, og der er da allerede også flere internationale medier, der har skamrost filmen som én af de absolut bedste King-filmatiseringer nogensinde.

Filmen, der er instrueret af makkerparret Kevin Kölsch og Dennis Widmyer, har denne gang manuskript af Matt Greenberg og Jeff Buhler. Sidstnævnte har også skrevet manuskript til genindspilningen af “Jacob’s Ladder”, som får premiere 2020.