Tusindfryden, græsplænens lille sol!

Der, midt i græsplænens florale vildnis, stod en enkelt tusindfryd. Den er et digt i sig selv, men jeg måtte alligevel forevige den digtalt. De mest almindelige af vores blomster er oftest de smukkeste … og også ofte dem, vi ikke sætter pris på.

Den skotske digter Robert Burns skrev i 1786 digtet “To a Mountain Daisy” som en hyldest til den smukke blomst, der ret beset er en urt.

There, in thy scanty mantle clad,
Thy snawie-bosom sun-ward spread,
Thou lifts thy unassuming head
In humble guise;
But now the share uptears thy bed,
And low thou lies!

De seks strofer lyder i Christian Preetzmanns gendigtning “Til en Tusindfryd” fra 1868 således:

Der, i din simple Dragt svøbt ind,
Med sneehvidt Bryst i Solens Skin,
Beskedent Du dit Hoved neied
I Ydmyghed —
Da Ploven, ak! Dig rev fra Leiet
Paa Jorden ned!