Wolfgang Petersen (1941-2022)

Wolfgang Petersen døde den 16. august, 81 år gammel.

Selvom den tysk-amerikanske instruktør efterlader sig et overskueligt cv, så fik han med film som “The NeverEnding Story” (1984), “In the Line of Fire” (1993), “Outbreak” (1995), “Air Force One” (1997) og “The Perfect Storm” (2000) markeret sig eftertrykkeligt i Hollywood.

Inden Hollywood lokkede, instruerede han blandt andet tv-filmen “Schwarz und weiß wie Tage und Nächte” (1978) med altid formidable Bruno Ganz og “Das Boot” (1981/1985), som han selv havde skrevet manuskriptet til. Sidstnævnte troner i dag som én af de vigtigste ubådsfilm, filmhistorien har frembragt – hvis ikke dén vigtigste!

Men selvom jeg holder meget af de ovennævnte film – især “In the Line of Fire” og “Outbreak” – så er det “Enemy Mine” (1985) og “Shattered” (1991), der står hjertet nærmest. De har fulgt mig siden barnsben, og begge er utroligt effektive og velinstruerede film, der fortjener mere rampelys, end de får.