“Zappa” af Bjarne Reuter

Jeg kom til verden samme år som Bjarne Reuters “Zappa” – og det var altså i 1977…

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg læste romanen første gang, men jeg gætter på, at jeg har været omkring 12-13 år. Det var en læseoplevelse, der var svær at ryste af sig, og den blev hos mig lang tid efter, at bogens sidste side var vendt. Den litterære fordøjelsesproces tog tid!

Senere så jeg Bille Augusts filmatisering fra 1983, der i min optik hører til blandt hans fineste bedrifter som instruktør. Det er i sandhed en af de mest ubehagelige film, jeg har set, og som det gjorde sig gældende for romanen, så klæbede også filmen og dens konkrete visualisering af ondskaben sig fast i min hjerne: stakkels Mulle, stakkels undulat, stakkels Zappa!

“Zappa” er nemlig ikke kun en fortælling om at være ung i tresserne, om spirende ungdomskærlighed og de første spæde skridt ind i en hermetisk lukket og uforståelig voksenverden. Nej, det er er også en roman, der afdækker ondskabens væsen – og det gør den fortræffeligt og med fynd og klem!

Gyldendal har netop genudgivet romanen, som Reuter allerede begyndte at skrive på, da han var 17 år gammel, og den er (45 år efter sin udgivelse) fortsat fortræffelig, uafrystelig og en grundsten blandt danske ungdomsromaner.